Dansemyggen Dagmar vil bare gerne danse og Cykelmyggen Egon vil allerhelst bare cykle. Han har fundet sig en fin rød cykel, som et loppecirkus har tabt. Den drøner han så rundt på, og er opsat på at se hele verden inden han bliver for gammel og træt. Ingen af de andre insekter forstår Egon, og selv Dagmar er træt af hans spurten rundt, for hun er blevet godt lun på ham, men han har kun tid til sin cykel.
Nu sker der uheldigvis det, at den onde, røde dronning Dominella dræber den sorte myredronning og hendes soldater og overtager myretuen.
Nu er det tid til at Egon og Dagmar slår sig sammen og tager kampen op mod den onde dronning og hendes hær. De får brug for alle deres talenter og et godt samarbejde, hvis de skal besejre det onde, der truer med at ødelægge hele deres verden.
Cykelmyggen og dansemyggen er en film for de helt små, men voksne kan sagtens se med alligevel. Den emmer nemlig af humor og en rigtig god fortællestil, der gør den værd at se. Det er forfriskende at se en 2D tegnefilm i håndtegnet stil. Filmen har helt sikkert klassikerpotentiale og vil med sikkerhed hurtigt blive en elsket film af de små størrelser.
Det er Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller, der står bag instruktionen og stemmerne leveres blandt andet af Ellen Hillingsø, Selma Quist Møller, Fabian August Herlang og Kim Larsen.
Det er 40 år siden Egon kørte sin første spurt i bogform, men han er stadigvæk lige fantastisk, selv om han denne gang er animeret og får selskab af den dansende Dagmar. Cykelmyggen og dansemyggen er en smuk og vidunderlig lille film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.