Så er der en opfølger til den franske film fra 2004: "District 13" på dvd-hylden.
Ligesom den første film, så er det hardcore action på den franske måde.
Der bliver sparket, slået, hoppet, løbet og dyrket parkour i den helt store stil, men uden brug af wire, som det ses i mange film fra USA og Asien.
Her er alle tricks rigtige, og det er det der går denne film værd at se.
For plottet er meget tyndt, men jeg skal forsøge at fortælle om det her:
Det er tre år siden siden den sidste film. Vi er i 2016, og i midten af Paris ligger Distrikt 13. Et område der er spærret af med mure, og som indeholder de værste kriminelle bander.
Banderne kæmper imod hinanden, og imod det franske politi. Hvis man har set "Flugtaktion New York" så er man med på hvad plottet med kriminelle bander indenfor nogle mure handler om.
Der er to hovedpersoner i filmen. En god guy: Kaptajn Damien (Cyril Raffaelli) der arbejder i politiet, og Leito (David Belle) der er kriminel, men Damien´s gode ven, indenfor murerne.
Nogle embedsmænd indenfor den franske specialenhed DISS har udtænkt en plan der skal udrydde Distrikt 13. De vil omdanne det til middelklasseboliger, og udtænker et plot, der indebærer at en række kriminelle bliver beskyldt for mord på lokale politibetjente, som i virkeligheden er blevet dræbt at DISS agenter.
Den franske præsident bliver nødt til at gå med på ideen, og siger ja til at bombe udvalgte bygninger indenfor distriktet. Men Damien og Leito hører om planen, og får samlet alle de kriminelle bander, som bliver nødt til at samarbejde for at undgå at deres område bliver bombet og udryddet.
Men plottet i filmen er ikke vigtigt. Se filmen hvis du er vild med action i den helt store stil, på den franske måde.
Der er intet ekstra materiale på denne DVD udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.