Skriv en kommentar
Der har været meget snak om, at Lars von Triers seneste film har et politisk budskab. Især er det blevet fremhævet, at den danske mesterinstruktør skulle udstille voldsomt antiamerikanske holdninger i Dogville. Om det er der kun at sige, at man kan lægge mange forskellige ting i Triers film – personlig synes jeg, at filmen er en meget større kritik af små indspiste samfund, og Dogville kunne lige så vel være i vestjylland som ved Rocky Mountains – men hvis man virkelig kigger efter, kan kritikken af USA da sagtens ses. Det er bare ikke det essentielle i filmen.
Den smukke Grace er på flugt og søger tilflugt i den usle flække Dogville tæt på Rocky Mountains i USA under depressionen. Efter lang tids overtalelse beslutter de selvgode indbyggere i Dogville at give Grace et helle i deres by, men det varer ikke længe, før de lokale begynder at udnytte den milde, gode Grace, der bliver overarbejdet i voldsom grad.
Misbruget af Grace bliver værre og værre af de snæversynede lokalbeboere, indtil det udmunder sig i det rent groteske, men ikke alt er, som det ser ud til.
Lad det være sagt med det samme. Det er en meget grum film, Trier har lavet – endnu engang. Man er rystet, når man går ud af biografen – og det er ikke kun på grund af den voldsomme slutning – men har man set andre Trier-film, ved man, at det danske geni ikke laver film for sjov. Han vil ramme os hårdt – hver gang.
Trier har jo som bekendt valgt at lave teater på film denne gang, og der er stort set ingen rekvisitter eller kulisser overhovedet i Dogville. Husene og vejen og bjergene i byen er markeret med kridtstreger, og når der fx bliver åbnet en dør, har Trier lagt en lydeffekt på, så vi kan høre, at det sker. Hunden, der gør ustandseligt, er markeret med en kridtstreg, osv.
Det fungerer faktisk overraskende godt, og det er utroligt, så hurtigt man glemmer at savne de kulisser, man er vant til i de fleste film. Skuespillet er naturligvis også fantastisk hele vejen igennem, og især kan Paul Bettany nævnes som en meget overbevisende vatpik af en selvgod, amoralsk stodder. Hele ensemblet er dog imponerende, og Triers bedste hold af skuespillere nogensinde er en stor del af grunden til, at denne gang teater på film virker så glimrende. Sidst man så virkelig vellykket teater på film var i Luis Malles sidste film Vanja on 42nd Street fra 1994 - den kan i øvrigt sagtens anbefales.
Triers tema er som tidligere nævnt små, indspiste samfund og forrådnelsen indeni. Publikum bliver ført længere og længere ned i de mest ubehagelige kældre af den menneskelige moral eller mangel på samme, og man er forlængst begyndt at synes, det er ubehageligt, når filmen er halvvejs. Men det er Trier fuldstændig ligeglad med.
Voldsomt inspireret af Aksel Sandemose og Hans Kirk udpensler den danske instruktør lillebys-mentaliteten, når den er allerværst, og hvis man nogensinde har haft den ide, at det da kunne være rart at flytte på landet til de rare, simple mennesker derude, skal Dogville nok gøre sit til at man forbliver på Stenbroen resten af sine dage. De simple, uskyldige mennesker på landet bliver afsløret som de mest egoistiske, ubehagelige, kyniske og sadistiske personager overhovedet, og Trier viser igen, at han er en skarp observatør, også af små, isolerede samfund. Det er meget skarpt og meget præcist ramt. Aksel Sandemose - der jo opfandt Janteloven, hvis man var i tvivl - ville elske Dogville og sikkert applaudere Trier energisk.
Skal man sammenligne danske Trier med nogen – og det er ikke nemt – må det vel næsten være canadiske Atom Egoyan, der laver film med andre temaer, men til gengæld er lige så selvsikker, stilsikker og intens som Trier. Ellers er det svært at finde andre instruktører, der udviser samme ambitioner som Trier, der er evig original, uberegnelig og provokerende. Det er en stor tid at være dansk filmfan – en af verdens allerbedste filminstruktører kører rundt i Avedøre i en lille golfbil. Se fantastiske, voldsomme, hjerteskærende Dogville, selvom det er hårdt.
