’Dolph & Wulff’ er den sidste nye sæson fra Mikael Wulff & co.
Med hele Danmarks ynglings flodhest, er 10 nye afsnit ude – til stor glæde for alle os der bare elsker Dolph.
Dolph er på en mission – som altid. Der er babysæler der skal dræbes, christianitter der skal bekæmpes og latterlige hobbitter der bare ikke vil lade en være i fred.
Den første DVD indeholder 6 afsnit. Hvor to af mine absolut ynglingsafsnit er på. ’Dolph & Wulff i showbiz’ og ’Dolph & Wulff på bondegård’.
I ’Dolph & Wulff i showbiz’ skal Dolph & Wulff laves om til popstjerner – de nye Nik & Jay. De skal promotes af Torben Asmussen, som spilles af den mere kendte ’Bimmer’.
Torben tager dem med på Langelands Festivalen, hvor fire paller og et banner med teksten ’2 bad 2 zoon 4 real’ udgør scenen for vores nye stjerner. Dolph vælger at synge ’I will always love you’, mens Wulff står i baggrunden og spiser chips. Efter showet vælger Wulff at skride fra projektet, alt imens Dolph er blevet væk.
Torben får dog hurtigt fingrene i Dolph, for han skal være med i et af Torbens andre projekter.
Dolph skal spille ’Dolphina’ sammen med ’Mogens den næsvise kat’. Hvilket ikke helt behager Dolph, for den stakkels flodhest, skal have et skørt på. Efter første forestilling, viser Dolph hans store utilfredshed, men der er intet at gøre, for ifølge hans kontrakt, ejer Torben ham resten af hans liv, dog ikke i tilfælde af dødsfald – der står bare ikke vis dødsfald og pludselig har Dolph en plan…
I ’Dolph & Wulff på bondegård’ lægges der ud med at besøge Nikolaj Kirk, hvilket ikke ender godt, da Dolph forsøger at slå Nikolaj ihjel.
For at Dolph skal få bedre forståelse for vores fødevarer, tager Wulff ham med ud for at besøge en bondegård. Her møder de Ronald, som ejer gården. Han fortæller dem en masse om hans grise og om hvor god han er mod dem, hvordan han selv inseminerer de fleste grise selv – og ikke mindst hvilken delikatesse man kan få ud af sådan en gris, fx brækpølse.
Ronald ’inviterer’ Wulff med ud og køre streetrace, hvilket viser sig at være en fatal fejl.
Ikke nok med at Wulff bliver tvunget, forsøger Ronald og en af hans venner at voldtage Wulff – for sjov mener de selv, det ender dog med at Wulff bliver kidnappet af Ronald og så må lydmanden Rico tilbage til gården for at finde Dolph.
Men hvad gør man, når Wulff hænger med hovedet ned af og lige pludselig skal slagtes af den sindssyge bonde Ronald? Tja, Dolph har i hvert fald en idé.
På DVD’erne finde endnu flere gakkede afsnit med Wulff & Dolph og alle i lige så god stil som disse to.
Bonusmaterialet:
Bonusmaterialet finder du på 2. DVD og følgende tilgængeligt på DVD’en:
-Bag kulisserne
-Friskplukkede pubeshår fra DR
-TV spots
-Credits
Af de to første menuer, er der submenuer, hvor du kan vælge flere indslag.
Personligt kunne jeg godt have levet uden ’TV spots’ og ’credits’, men til gengæld er det andet uhyrlig morsomt. Mest af alt, er det utrolig underligt at se skuespillerne, være sig selv – eller i det hele taget bare være nogen lunde normale. Et eller andet sted, er det mere suspekt at se Rasmus Bjerg være sig selv, end at se ham som Bimmer, Torben, Ronald eller den krebinette-elskende lydmand Rico.
Vi ser bl.a. når der optages hjemme hos Jarl Friis Mikkelsen og nytårsfesten hos Bimmer. Hvordan klip efter klip engang imellem må tages om, fordi de ikke kan holde masken.
Ekstramaterialet er skam underholdene, men stadig ikke så suverænt som resten af serien.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Zentropa Corporate.