Skriv en kommentar
Noget er gået galt på en forskningsstation på Mars og en flok marinesoldater fra Rapid Response Tactical Squad sendes ind for at undersøge sagen. Med Sarge (The Rock) og hans trofaste to’er John Grimm (Karl Urban) i front, kastes soldaterne ud i begivenheder der langt overgår det værste de kunne forestille sig. Operationen udvikler sig til et rendyrket mareridt. Et opgør mellem godt og ondt hvor de rå marinesoldater falder en efter en.
Efter en lidt langtrukken og kedelig start, som involverer præsentationen af rå marinesoldater og råt isenkram, tager hændelserne hurtigt fart. Historien udvikler sig herfra meget forudseeligt frem mod det endelige, blodige klimaks. Præsentationen af Doom’s farverige helte er som man kunne forvente. Vi ser de farverige og ikke mindst rå drenge slappe af hjemme på basen, inden de bliver slynget ud i begivenhedernes gang. Gennem filmen får vi så lige yderligere glimt nok af røddernes personlighed til at etablere dem som typiske arketyper når det gælder soldater på film. Der er lederen og hans trofaste næstkommanderende. Vi møder ynglingen på hans første mission, enspænderen, fanatikeren osv. Præsentationen af vores helte henleder tankerne til James Cameron’s Aliens men er langt fra så vellykket eller troværdig. Man kommer aldrig helt til at tro på person galleriet men på den anden side er det jo næppe meningen. Doom drejer sig om action og effekter og intet andet.
The Rock spiller det som han nu kan spille; en grum anfører. Og det gør han vel sådan set meget godt. Siden han dukkede op i danske biografer i The Mummy Returns (2001) har The Rock været meget produktiv men ikke varieret det store i hans rolletyper. Men det er jo så igen nok heller ikke meningen med hans karriere.
Det er et glædeligt gensyn med Karl Urban som jeg, siden jeg så ham i Ringenes Herre filmene, har ventet på skulle få fart i karrieren. Doom må blive endnu et trin i karrieren og bestemt ikke det store gennembrud. Men glædeligt er gensynet ikke desto mindre.
Doom’s kvindelige ynde og obligatoriske babe spilles af Rosamund Pike (Die Another Day) som spiller John Grimm’s søster Dr. Samantha Grimm. I forbindelse med Dr. Grimm forsøger Doom sig med at give lidt dybde i vores helte med en uløst konlikt mellem bror og søster. Deres forældre døde nemlig på Mars, på selvsamme station som søsteren nu arbejder på. Men den dvælende sorg er ikke noget der får lov til rigtigt at udfolde sig mellem den, og det er måske igen heller ikke lige hvad man ville forvente fra en film som Doom.
Ligesom den lidt kedsomelige start er filmens svage side er Doom’s slutning absolut den stærkeste del af filmen. Her får vi en lækker 1st-person-shooter sekvens (altså set som var filmen computerspillet) og et spændende opgør mellem vores helt og ondskaben.
Det giver næsten sig selv at 1st person sekvensen skulle med i filmen og det er ganske vellykket. Måske bortset fra at man tager sig selv i at sidde og ønske at man kunne styre John Grimm. Min hånd ledte impulsivt efter musen og skuffelsen over ikke at finde den fik mig til at ønske at jeg sad hjemme foran PC’en og spillede spillet i stedet for at se filmen. Dette til trods følte jeg mig dog stadig underholdt da jeg forlod biografen.
Instruktør Andrzej Bartkowiak er oprindeligt uddannet i Polen men har lavet film i USA siden sidst i 70’erne. Som instruktør har han tidligere prøvet kræfter med den moderne kungfu genre og instrueret film som Cradle 2 Grave (2003) med Jet Li i hovedrollen og Exit Wounds (2001) med den evigt urørlige Steven Seagal.
I Doom har der også lige sneget sig en enkelt kampkunst scene ind men ellers ser det ud til at Bartkowiak går ad nye stier. Hans kommende film om narkokongen Escobar indeholder næppe de store kampkunst scener så vi kan nok forvente os en bredere vifte af film fra ham i fremtiden.
