Skriv en kommentar
Politibetjenten Simon (Kim Bodnia) og hans søn Louie (Villads Milthers Fritsche) har søgt tilflugt fra verden på en lille sommerdansk ø. Bag de gyldne kornmarker der omgiver sommerhuset, ligger sørøvere og krokodiller på lur parat til at sætte tænderne i de to flygtninge. Denne fantasi er rammen om Simons sidste ferie med sin søn.
Ekko handler om en mand. En far. Det handler om en fars kærlighed til sit barn. En kærlighed der er så stor og kompromisløs, at faren, Simon, næsten ikke kan håndtere den. Der gemmer sig nemlig en farlig alvor bag legen. Simon har i affekt kidnappet sin egen søn, efter at have mistet forældremyndigheden over ham.
Men filmen handler også om en mand, der må stå ansigt til ansigt med fortidens sørøvere og krokodiller. For de er ikke alene i sommerhuset, hvor de gemmer sig for den farlige og komplicerede omverden. Simon hører lyde, antydninger af stemmer. På et gammelt loftrum ser han, i et glimt, en lille dreng. Det viser sig, at huset ikke er helt så fremmed for Simon, som vi først troede, og ekko’et af fortidens synder og traumer begynder at give genlyd i Simons hoved.
Simon inkarnerer en maskulinitet, der synes at have mistet sin berettigelse. En dinosauer i en moderne kompliceret verden, der med sit enorme kærlighedsprojekt ubehjælpsomt spænder ben for sig selv. Simon er som et rovdyr, der er trængt op i en krog, sårbar, i defensiven, parat til at eksplodere hvert øjeblik det skal være. Men Simon er også kærlig og skrøbelig, og denne dobbelthed formidler Kim Bodnia fornemt. Man kan ikke andet end føle stor empati. Det er alfa og omega for filmen, at spillet mellem Bodnia og det unge talent Villads Milthers Fritsche virker. Det gør det. Samspillet er levende, intenst og rørende. Fritsche formidler Louie, så vi både forstår hans hengivenhed og distance til faren.
Stine Fischer Christensen spiller rollen som Angelique. Kvinden der bryder den skrøbelige idyl der hersker i Simon og Louies skrøbelige univers. På randen af et forlist kærlighedsforhold til den lokale hill billy, søger hun tilflugt i sommerhuset sammen med Simon og Louie. I modsætning til Simon er hun handlekraftig og impulsiv. Alligevel har de noget til fælles – de er begge fortabte. Hun er en paradoksal engel. Den der i sidste ende giver Simon frelse. Christensen leverer en fin præstation, som flabet, provensiel, dansk white trash.
Ekko er i sig selv en dødsens alvorlig leg. En leg med genrer. Filmen udnytter raffineret genrekonventioner til at forklare sine karaktere. Den angst der griber Simon bliver, i kraft af horror’ens virkemidler, også vores angst. Historien om far og søn fortælles som socialrealisme. Her er plads til de uddybende karakterbeskrivelser, men vi oplever nervøsiteten og spændingerne, netop fordi Morgenthaler sine steder iscenesætter historien som en thriller. Enkelte tumultisk, absurde actionscener spiller op imod og forstærker historiens tragik. Den bevidste brug, ikke genbrug, af forskellige genrer deler Morgenthaler med mange af hans sydkoreanske instruktørkollegaer. Chan-Wook Parks ”Sympathy for mr. Vengeance” synes at være et forbillede.
Morgenthaler har i samarbejde med fotograf Kasper Tuxen skabt en overlegen cinematografi. Den solklare himmel, havet, det dugfriske græs og de bølgende kornmarker får nærmest mytologisk karakter. Billedsiden spiller med på karakterenes fantasi, men står samtidig i skarp kontrast til den socialrealistiske problemstilling. Filmen er næsten udelukkende skudt med steadi-cam. Det frie mobile kamera fungerer især godt i de scener, hvor uhyggen truer, og kameraet indtager det uhyggeliges p.o.v. Fra det forladte hus’ mørke afkroge betragter kameraet Simon. Kameraet repræsenterer den farlige og angstfremkaldende tilstedeværelse der ligger på lur i Simons sind. Det er effektivt og uhyggeligt.
Desværre må man sige, at historien om Simons traumatiske fortid kaster for store skygger over den egentlige historie om forholdet mellem Louie og Simon. Den er god, fordi den uddyber Simon-figuren og hans problemer med at håndtere fader-rollen, men sammenhængen mellem de to historier virker desværre en anelse postuleret. Det skal imidlertidigt ikke skygge over, at Anders Morgenthaler har lavet en atypisk og modig dansk film, og det er i sig selv anbefalelsesværdigt. Men helt i mål når han desværre ikke.
