Forbrydelsen er netop blevet nomineret til en Emmy og det er bestemt ikke uden grund. Denne danske tv-serie er både fremragende og intelligent skruet sammen. Afsnit 1-10 kan nu fås på DVD.
Egentlig er det Sarah Lunds sidste arbejdsdag. Hun skal flytte til Sverige sammen med sin kæreste, og har gentlig ikke tid til det, men tager alligevel en rutinesag om en forsvunden gymnasiepige. Hendes afløser Meyer er allerede ankommet, og han bryder sig bestemt ikke om at arbejde sammen med Lund. Det viser sig hurtigt at det drejer sig om en drabssag, da den unge pige bliver fundet bagbundet i en bil, der er blevet kørt i vandet. Bilen tilhører en af kandidaterne til Københavns overborgmesterpost, der er midt i en valgkamp, og bestemt ikke har brug for at blive rodet ind i en mordsag.
Sideløbende følger vi tre historier i Forbrydelsen. Der er opklaringaarbejdet, der trækker større og større veksler på Sarah Lunds forhold, da hun hurtigt opdager at hun ikke er i stand til at tage til Sverige lige med det samme. Vi følger også det stakkels forældrepar, hvis verden er helt brudt sammen efter tabet af datteren. De kan kun følge med på sidelinien, hvor de desperat forsøger at få deres hverdag til at hænge sammen igen. På Københavns rådhus er valgkampen i fuld gang; Den unge overborgmesterkandidats kandidatur begynder at vakle eftersom alting peger på, at en eller anden fra hans kampagne har noget at gøre med mordet på Nanna Birk Larsen.
Hvad der egentlig starter som en simpel efterforskning udvikler sig til at være en yderst kompliceret sag, der bliver mere og mere indviklet i takt med at intriger og blodige spor blandes sammen i en intens og spændingsmættet thriller.
Det er holdet bag Nikolaj og Julie, der står bag Forbrydelsen, og endnu en gang har de gjort et eminent arbejde. Fortællingen om opklaringen af mordet på en ung pige er fabelagtig på flere planer. Historien er medrivende og intelligent og manuskriptet er virkelig godt. Castingen har ligeledes ramt plet. Sofie Gråbøl som vicekrimialkommisær Lund er lige på. Hun spiller rollen som den intuitive og dygtige politikvinde med en indlevende realisme, og hun er bestemt fortællingens midtpunkt. Lars Mikkelsen er intens i sin rolle som toppolitikeren Hartman, der mod sin vilje pludselig er indvolveret i en drabssag. Det politiske spil er velbeskrevet og mindst lige så medrivende som mordopklaringen. Bjarne Henriksen og Ann Eleonora Jørgensen er fantastiske som forældreparret, der pludselig står midt i deres livs krise, og forsøger at få hverdagen til at give mening igen, mens alt andet i deres liv er kaos.
Der er over en times ekstramateriale på bokssættet. Der er både en tur bag kameraet og et indblik i castingen til serien samt en beskrivelse af rollen som Nanna og Forbrydelsens universer.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.