Skriv en kommentar
Det kunne lyde kedeligt, men det er det faktisk ikke. Filmisk er der ikke rigtig noget at komme efter, men styrken ligger i, at de skildrede begivenheder får følelserne og minderne frem hos mændene, der på skift bliver bevægede, når de genoplever deres kære blive skudt og deres hjem blive bombet.
Yadan tog fra starten initiativet med at filme alt, hvad han kunne komme til, med hemmelige kameraer i tøjet og i en servietpakke, der lå i forruden på hans bil. Hurtigt organiserede modstanden sig rundt i byen Daraa, hvor hvert kvarter havde sin fotograf og sin reporter og man måtte ikke filme andre steder end i sit eget område. Hvorfor ikke? Fordi her kendte folk hinanden og de vidste, at du var god nok og var den, der var valgt til at dokumentere. Optagelserne blev smuglet ud af Syrien på en harddisk og klippet sammen til en dokumentar.
Vi ser på billedsiden oprør, ruiner, skudvekslinger, døde syrere, vold og Assads officielle forklaringer, der ikke stemmer overens med disse øjenvidneberetninger. Når der skal debatteres mellem mændene, standses filmen, så beretningen kan få lov til at udfolde sig. Disse mænd fremstår som ordentlige, venlige, varme mennesker, der har sat deres liv på spil for at hjælpe deres folk til frihed. Frihedshelte. Det er ikke ligefrem den status, de nyder som syriske flygtninge i Nordeuropa, herunder Danmark…
Det er bevægende og det gør indtryk med en sådan førstehåndsskildring, når basketballspilleren Odai fortæller om, hvordan han kunne undgå snigskytten på hovedgaden i Daraa, fordi han løb så hurtigt, når han krydsede gaden. Men mange andre børn og unge mænd blev skudt på den gade, og selv græder han også, da han fortæller, at han en dag blev skudt i benet, mens han bare stod stille, og troede at hans ben skulle amputeres, så han aldrig mere kunne dyrke sin elskede sport.
Vi hører også om, hvordan børnene på hans skole blev kaldt ind til at hjælpe ved valget, hvor Assad skulle genvælges. Det foregik sådan, at vælgeren blev spurgt, om han ønskede at Assad skulle fortsætte eller ikke, og børnene var så instrueret i at tegne en ring rundt om ’ja’ på stemmesedlen. Han vandt med 98% af stemmerne.
Det er lykkedes for instruktøren Rami Farah ikke at gøre dokumentaren alt for ensformig ved hjælp af fotograferingen, der afsøger ansigter og skifter dygtigt mellem forskellige tableauer. Men visuelt er det en film, man stort set kan se med lukkede øjne – styrken ligger i fortællingen, der griber os om struben efterhånden som det lykkes at holde fast i navne og hurtigt skiftende undertekster, der ikke altid er lige godt oversat.
Det ville have klædt filmen med lidt struktur, nogle kapitler eller overskrifter eller en anden måde at organisere det ret kaotiske materiale på. Men det fungerer som det, det er, et vidnesbyrd fra Syrien fra det arabiske forår, hvor vi selv bliver øjenvidner til den sorg, smerte, kærlighed og det mod, disse tre mennesker repræsenterer.
