Umiddelbart ser de jo søde og nuttede ud. De ligner indbyggere som sagtens kunne have boet i Peter Plys’ Hundredemeterskov og oplevet dejlige eventyr og venskab så langt øjet rækker. MEN LAD DETTE VÆRE EN ADVARSEL! Happy Tree Friends er ikke tilnærmelsesvis noget i den retning. De stakkels dyr bliver i små 8 minutters lange afsnit kvalt, druknet, brændt, skamferet, mast, spiddet, ædt og bombet for et godt ord. Du vil se knogler, indvolde og blod i litervis, når du har trakteret dig gennem sæson 1, som meget passende lyder titlen Overkill!
Af samme årsag er Happy Tree Friends ikke som sådan et børneprodukt, og har fået mærkatet ”Tilladt For Børn Over 15 år”. Er man sart, så bliver Happy Tree Friends nok ikke vel modtaget af seeren. Er man derimod med på den værste og kan se det sjove i det modbide og groteske, så er der timers underholdning samlet her.
Galleriet af dyr som optræder i Happy Tree Friends er mangfoldigt. Mange af dem har specielle egenskaber som f.eks. Bæveren Handy som er gør-det-selv-typen, Disco Bear (med det lækre hår) som altid er funky og omgivet af musik, spionerne Lifty og Shifty som er to ondskabsfulde vaskebjørne samt den militærklædte bjørn Flippy som har krigstraumer og lider af personlighedsspaltning. Uanset hvem der deltager i episodernes løjer, så starter hvert afsnit oftest ud med at vi ser dyrene i forholdsvis normale hverdagssituationer – men inden længe er der overhængende farer på færde.
Min personlige favorit er dog elgen Lumpy som snakker et noget gebrokkent sprog, der dog afspejler meget godt hvilket humør han er i. Der går sjældent længe før tonelejet er decideret panisk, oftest forvoldt af hans klumpedumpe-tendens. Alt hvad kan gå galt, går galt i hans tilfælde. Ganske som det er tilfældet med den tavse og blinde muldvarp Mole, som ikke kan spotte farer og derfor uforvarent molesterer sine omgivelser.
Happy Tree Friends er blevet et kult-fænomen via sin hurtige popularitet via MTV. Det vrimler med merchandise overalt på nettet, men alt har jo en årsag – og Happy Tree Friends er ikke overraskende dagligt blandt topscorerne på mediecentre som f.eks YouTube. Nu er den så endelig kommet som box-set indeholdende hele sæson 1 og denne gang i fulde episoders længe (frem for opbrud halvvejs i part 1 and 2’s). Det giver seeren langt større sammenhæng og nydelse. Tilmed er der hele 4 timers ekstra guf samlet i form af bonus materiale, som gør det muligt at dykke endnu dybere ned i vanviddet og dets ophavsmænd. Se hvordan folkene bag udvikler nye måder at tage dyrene af dage på, og find også ud af om de nogen gange selv mener at de er gået over stregen. Lærerige informationer til dedikerede fans!
Glæd dig til en oplevelse som ingen anden, for når du først har set et enkelt afsnit af Happy Tree Friends, så enten slukker du eller sluger resten råt. Jeg hører til på den sidste vogn og kan kun kalde dette psykotiske overdrev for en genistreg.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Midget Entertainment .