Skriv en kommentar
Det starter så godt, James Averill (Kris Kristofferson) og Billy Irvine (John Hurt) udklækkes fra universitetet og eskalerer i et festorgie af ungdommeligt mod og tro på fremtiden. Men da vi tyve år senere igen møder vores hovedperson Averill, er den ungdommelige tro afløst af skepsis og bitterhed. Helten vandrer rundt i 1890’ernes Wyoming, hvor han er blevet en hårdkogt og respekteret sherif. Det kulturelle landskab er præget af emigranter, der desperat forsøger at finde fodfæste på det nye kontinent. StorKvægavlerne er efterhånden blevet træt af præriens lovløshed og opstiller en dødsliste over emigranter, de mener, har stjålet kvæg fra dem. En storstillet klapjagt sættes i gang og den har ikke til hensigt at benåde mange af de emigranter, der kæmper for at skabe sig en tilværelse i mulighedernes land.
Averill forsøger at redde de uskyldige og at håndhæve den moralske lov, der handler om menneskekærlighed og retfærdighed. Men Averill har også personlige problemer at kæmpe med, for han elsker Ella (Isabelle Huppert), der også elsker Gunswingeren Nathan D. Champion (Christoffer Walken). Og forviklingsspillet om kærligheden viser sig ikke uvæsentlig, når moral og vilje skal mobiliseres mod de korrumperede elitekvægavlere. Filmen indeholder fra første scene nogle glimrende sekvenser, der driver handlingen frem i små langsomme tempi. Og det er spørgsmålet, om filmen holder, når det kommer til stykket. For karaktererne virker underlige og er svære at få hold på. Dette skyldes formentlig, at filmen rent faktisk vil utrolig mange ting. Den vil skildre westernlivet på en noget mere negativ måde, end vi kender fra de konventionelle John Waynefilm.
Filmens relevans i forhold til den amerikanske mytologi kan således være til at få øje på, men desværre falder alt for mange tråde ud af det fine net en film ofte er.
Dog kan Ciminos film ses i fag, men det er først og fremmest på grund af skuespillere som Kris Kristofferson, Christopher Walken, John Hurt og Jeff Bridges. Alle legendariske skuespillere, hvis karikerede roller her bestemt ikke er uinteressante for den kultinteresserede seer.
To år før ”Heavens Gate” lavede Cimino den legendariske antikrigsfilm ”Dear Hunter” (1978) og med filmen her, forsøger han at lave et lignende storværk, der ser negativt på det ensomme liv på prærien. Som sådan bliver tendensen af den tragiske karakter, men når spillet trækker ud og historiens personer falder fra hinanden, står man tilbage med en fornemmelse af, at dette ikke er andet end et hæderligt forsøg på at skabe en anderledes western.
Så filmen kan ses, men det er først og fremmest det nørdede publikum, der vil finde glæde i de mange timers tragiwestern walking around. Derudover er filmen for de folk der gerne vil se en film, der snegler sig af sted, men besidder stor detaljerigdom.
