I rækken af Lisa Marklunds romaner om den ihærdige og retfærdighedssøgende journalist Annika Bengtzon er 'Hedebølge' den første. Nyindspilningerne af romanerne har imidlertid rykket rundt, så filmen med samme titel er nummer tre. Det har ikke umiddelbart haft den store indvirkning på tilgangen til historien og personerne, og dog. Måske er det netop forklaringen på, hvorfor personerne og deres konfliktstof i øvrigt bliver præsenteret mere indgående end i de 2 foregående film i denne nye serie.
En ung pige bliver fundet midt på en kirkegård, lemlæstet og død. Tilsyneladende en tragisk hændelse i Stockholms prostitutionsmiljø, men politiet erfarer snart, at hun arbejder på stripklubben Studio Sex. Samme dag har en fremtrædende politiker 'aflagt besøg' i klubben og mistanken rettes hurtigt mod ham. Annika aner, at puslespillet ikke rigtigt hænger sammen, hverken i stripklubben – eller i den politiske vinkel, hvorfor hun selv går ind i efterforskningen. Måske lige en tand FOR ihærdigt. Samtidig høster hun nok en vis anerkendelse på Kvällspressens redaktion for sin ihærdighed. I parforholdet knager det til gengæld gevaldigt, når Annika smider, hvad hun har, for at forfølge den gode historie – og lader mand og børn sidde tilbage.
Som krimi fungerer 'Hedebølge' langt bedre end de to tidligere film i serien. Der er flere lagt og der strøet spor og antydninger med rund hånd, så spændingen bliver holdt ved lige så længe som muligt. Som persondrama lider denne tredje film af samme skavanker som de 2 foregængere. Der mangler skarphed og karakter over de centrale figurer og klipningen formår virker jævnt hen rodet. Desuden kunne jeg have tænkt mig, at bøgernes beskrivelse af kulden på redaktionen, hvor spidse albuer hører til standard-bevæbning, var kommet tydeligere til udtryk.
Malin Crépin er såmænd faldet rimeligt ind i rollen som den slidte og stressede figur. Modspillet til Annika står imidlertid umådeligt vagt som i Richard Ulfsäters rolle som hendes mand, Thomas, og Felix Engström som strømeren Q. Til gengæld er Anders Ahlbom aldeles slesk og ubehagelig som statsministeren, der fanget i en pinlig sag.
'Hedebølge' hæver niveauet i serien en smule, men der er stadig langt igen, før fortolkningen af Annika Bengtzon hæver sig over det jævne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.