Skriv en kommentar
”Hygge-stemningen” slås an i introscenen, hvor en hel pattegris bliver smidt foran ægteparret Peter (spillet af Joachim Fjelstrup med en eminent sammenbidthed) og Helene (spillet af Sofie Torp med præcis timing for ansigtsmimik) i deres indkørsel foran deres prangende Funkisvilla med stor have og egen skov. Det er Helene, som har bestilt pattegris til middagen og som hun forventer, at Peter fikser, hvordan sådan én tilberedes. Han ser lidt rådvild ud i ansigtet, hvortil hun siger:” Tag dog og vær’ en mand”. Da deres datter ser, at det er ét dyr, som har ladt livet for at blive spist, braser hun i gråd og Peter ser sit snit til at give verbalt tilbage: ”Så tag da og vær’ mor”. Det bliver også introscenens afslutningsreplik.
De to andre par er Helenes bror Hans-Fabian (spillet af Thue Ersted Rasmussen med stor varme og karisma/arrogance) og hans partner Ib (spillet af Nicolai Jørgensen med en underspillet nørde-indstilling til alt). Homo-parret lever i åbent forhold. Hans sidder med stolthed og viser sine ’unge’ fangster på sit mobil-display. Ved siden af Hans sidder Ib, som er ved at udregne en taktik i forhold til legen med mobiltelefonerne. Peters lillebror Nikolaj (spillet af Jesper Groth) og hans nye kæreste Laura (spillet af Andrea Heick Gadeberg), som er meget yngre end resten af selskabet. Helenes bror tror da også i begyndelsen, at Laura må være Peters og Helenes au-pair-pige. Det tredje par udgøres af den ene del Erica (spillet af Olivia Joof Lewerissa med en naturlighed og autenticitet). Den anden del er Peters og Nikolajs bror, som ligger i respirator på hospitalet og svæver mellem liv og død, fordi han og Nikolaj har været ude for en bilulykke. De andre undrer sig over, at broderens kone Erica ikke er mere i sorg, men faktisk virker til at leve livet.
Den danske version kører præmissen helt ud
Forlægget til ”Hygge” er den italienske film ”Perfetti sconosciuti” fra 2016, hvor den islandske filminstruktør Dagur Kári har taget mindre friheder i forhold til persongalleriet og de mindre episoder og forviklinger, som drives frem af den filmet dialog, som udspilles ved middagsbordet lige for øjnene af os. Idéen bag den oprindelige italienske version var fra den italienske instruktør og manuskriptforfatter Paolo Genovese at genoplive den lokale/domestiske italienske genre, den såkaldte ’commedia all’Italiana’, som løb i perioden fra sidst i 1950’erne til begyndelsen af 1980’erne. Indenfor denne genre var humoren mere kynisk, hårdere og satirisk sammenlignet med de mere romantiske, hjertevarme og patosagtige italienske film, som blev en stor eksportvare.
Både i den danske og italienske version forsøger begge instruktører at give publikum oplevelsen af, at vi sidder med ved bordet dvs. ’in-media-res’ ved hjælp af kameraindstillinger og at dialogen foregår lige for øjnene af os. Kameraet er den ottende gæst og vores linse til at se lukt ind i hemmelighederne, som alle rundt om bordet forsøger at skjule på godt og ondt. Den islandske instruktør Káris version adskiller sig fra den originale version ved et eminent klogt træk og det er at køre præmissen helt ud. I den danske version køres præmissen helt ud og de gennemfører legen og hemmeligheder/løgne eksponeres én for én over for de andre. Modsat den italienske film, hvor instruktøren Genovese har valgt at præmissen gennemspilles som et tænkt spil, et slags tankeeksperiment, hvad der ville ske, hvis de gennemførte legen.
