Livet som professionel lejemorder er ikke en dans på roser, i hvert fald ikke for makkerparret Ray (Colin Farrell) og Ken (Brendan Gleeson), der efter et katastrofalt job, bliver sendt på rekreation i den idylliske middelalderflække Brügge i det nordlige Belgien. Den godmodige Ken nyder sin lille ferie i den gotiske middelalderby, mens Ray derimod hader byen som pesten. Men Ray kommer dog på andre tanker, da han møder den smukke Clohë (Clémence Poésy), der arbejder som assistent på en filmproduktion, der tilfældigvis har slået sig ned i byen. Hyggen breder sig i den lille by, mens Ray, Clohë og den racistiske dværg Jimmy (Jordan Prentice) ryger, drikker og sniffer coke til langt ud på natten. Men så bryder helvede også løs, for lige pludselig dukker Harry (Ralph Fiennes), Ray og Kens chef, op i byen med en ret brutal besked til de to lejesvende.
"In Bruges" er en kulsort komedie, der på finurlig vis blander drama, komedie og grov vold sammen til dét, der bedst kan beskrives som et underholdende miskmask af galskab. Manuskriptet er skrevet af instruktøren Martin McDonagh selv, og han har tydeligvis flair for at skrive rappe replikker, der ville gøre en mand som Tarantino grøn af misundelse. Manuskriptet er simpelthen proppet med energi og skævheder, der gør, at man til tider klasker sig på låret mens latterkramperne lammer kroppen. Det bliver kun bedre af, at de to hovedrolleindehavere Farrell og Gleeson spiller med en sådan pondus, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Det er tydeligt at skuespillerne har fået lov til at improvisere hen over det velskrevne manus, og det fungere aldeles upåklageligt, da det har tilført filmen det lille ekstra krydderi, der gør at man sluger filmen råt.
”In Bruges” er ydermere uforskammet godt filmet, og McDonagh har formået at indfange den smukke belgiske by til perfektion. Som en af hovedpersonerne formulerer det ”Så er det som om at være til stede i et eventyr”.
Men der er dog et enkelt problem med ”In Bruges”, som gør at filmen ikke kommer helt op at ringe på karakterskalaen. For selvom McDonagh har skrevet et godt manus med gode replikker, så har han desværre ikke formået at skabe nogle gode overgange mellem komedie og drama. Det ene øjeblik er man ved at flække af grin, mens man det næste, forbløffes over en pludselig tragisk drejning i plottet. McDonagh zigzagger frem og tilbage, hvilket gør filmen en anelse diffus. Synd og skam, da filmen ellers ville have været en lille filmperle.
Men filmens diffuse udtryk ændre dog ikke på at ”In Bruges” er fantastisk underholdende med fremragende skuespilpræstationer fra de herrer Farrell og Gleeson. Det er klassisk gangsterdrama tilsat et ordentligt skud galskab og sluttet af med et kækt blink med øjet.
Ekstramateriale
Bonusmateriale er der masser af på Scanbox udgivelse af ”In Bruges”. Materialet består hovedsageligt af små featuretter, der hver især giver indblik i produktionen af filmen. Der er naturligvis også blevet plads til en række slettede scener og den obligatoriske gag-reel. Jeg savner dog lidt et kommentatorspor med instruktøren McDonagh da han, ud fra det førnævnte bonusmateriale, virker som en ret interessant personlighed med meget på hjerte. Men nogle gange må man jo nøjes.
3 on-z stjerner til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.