Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Dette er historien om den 60årrige enke Maggie fra London, hvis barnebarn ligger dødeligt sygt på hospitalet og hvis eneste redning består i en behandling der kun udføres i Australien. En rejse som hverken barnets forældre eller den ufaglærte pensionist Maggie på nogen måde kan overkomme at betale. Så da den sidste bank har sendt afslag på lån ansøgningen, søger Maggie stillingen som værtinde i en snusket sexklub i Soho. Jobbet består ganske simpelt i at give en ”håndsrækning” til en ganske bestemt legemsdel som de mandlige kunder stikker ind igennem et lille hul i væggen til hendes minimale arbejdsrum. Hurtigt går det op for ejeren Miki at Maggie er et naturtalent og hun får kunstnernavnet Irina Palm. Hun får 6000 pund på forskud som hun overdrager sønnen og dennes kone og ved hjælp af en termokande kaffe, lidt billeder på væggen og blomster på bordet, vænner hun sig hurtigt til sit nye og noget aparte job. Langsomt begynder hun at få den selvtillid tilbage der blev pillet af hende for år tilbage. Men både sønnen og de sladdervorne veninder begyndt at undre sig over hvor de mange penge egentligt kommer fra.
Hvis ikke det havde været for den triste historie om et døende barn kunne Irina Palm måske nemt været gået hen og blevet en lille komedie. Der er mange sekvenser der kalder på smilebåndet men den melankolske underlægningsmusik og den generelt triste stemning der præger den samlede film gør, at smilet kun forbliver et smil og ikke bliver til latter. Men det gør ikke noget. For samtidigt formår Irina Palm at sno sig uden om de mest banale og billige tricks (såsom netop det døende barn) og ender med at blive et sødt, lunt og fint lille indblik i en kvindes liv hvor glæder og sorger går hånd i hånd. Ganske som i den virkelige verden og ganske som instruktøren og mesteren udi engelsk socialrealisme Mike Leigh (Naked, Hemmeligheder & Løgne), gør så godt i sine film.
Men Irena Palm er ikke en Mike Leigh film. Dertil får vi slet ikke lov til at komme så tæt på personerne som både vi og filmen ellers gerne ville. Intentionerne er tilstede og de er bestemt gode, men den relativt nye og ukendte instruktør Sam Garbarski får desværre aldrig skubbet sjoveren helt igennem hullet og som publikum sidder man noget uforløst tilbage. Læg dertil at en del af skuespillerpræstationerne oftest er hule og ligegyldige (sønnen) hvis ikke ligefrem decideret amatøragtige (Irinas kollega). En del skyldes blot enkelte skuespilleres mangel på træning og talent men også et halvfærdigt manuskript spiller ind. Et godt eksempel på dette er sexklubbens ejer Miki der kunne have været en god karakter, hvis blot manuskriptet havde tilladt den udmærkede skuespiller (Miki Manojlovic) at få en rolle han kunne arbejde med.
Men så er der jo den gamle Rocksangerinde Marianne Faithfull i titelrollen. Ikke kun har Mick Jaggers forhenværende elskerinde produceret fremragende rock siden 1964 og frem til nu (bl.a. i samarbejde med Nick Cave og P.J. Harvey på den fornemme Before the Poison fra 2005) men en større mængde roller af varierende størrelse og betydning, på både teatre og i diverse film, har bestemt også gjort hende til en både habil og troværdig skuespillerinde. Hendes portræt af den aldrende og kuede enke med ”et hjerte af guld” er så godt og rørende som det vel næsten kan gøres. Så hvis Maggies karakterudvikling virker alt for forceret og hakkende, skyldes det ikke Faithfull men igen et manuskript der paradoksalt nok, vil både for meget og for lidt på en og samme tid.
Fire fine stjerner og min varmeste anbefaling skal dog gå til dette lille, lune og aparte sammenstød mellem Pretty Woman og Mike Leigh. Se den for sin charme og især for Marianne Faithfull!
Ekstramateriale:
Består af tre små Interviews med henholdsvis Marianne Faithfull, Sam Garbarski og Miki Manojlovic hvoraf de cirka 17min. med M. Faithfull naturligvis er de mest interessante. Du gode gud hvor er hun dog stadig en charmerende kvinde.
Men som modvægt til det positive har man valgt at hakke hvert enkelt interview op i latterligt små separate afsnit (oftest kun af få sekunders varighed) og givet hver enkelt en overskrift. Læg dertil at man tydeligt kan se at disse interviews er sammenklip af flere forskellige optagelser og man ender med at sidde og spekulerer over medie manipulation, frem for at høre hvad der bliver sagt.
Den slags får ikke mere end to triste stjerner herfra – men se dem nu alligevel.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
