Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvis du er omtrent lige så gammel som mig, så har du garanteret også søgt ly bag en pude i din barndom i frygt for Pennywise. Den personificerede ondskab i form af en decideret killerklovn, som lever og ånder af din frygt, som du af den ene eller anden grund ikke tør se i øjnene. En figur som er uslettelig fra din nethinde grundet hans manipulerende og angstprovokerende adfærd, opsøger han børn i byen Derry og traumatiserer eller myrder dem. En trussel og en fare som viser sit ansigt hvert 30. år, hvilket går ud over en gruppe ”tabere” (ja, det kalder de sig selv), som må stå sammen for at overvinde den form for terror de bliver udsat for.
Det var helt tilbage i 1990 at IT (eller Det Onde) havde premiere. En lang sag på lidt over 3 timer, og dermed også skaleret ned til en miniserie på 2 afsnit. På dansk tv gik den sin sejrsgang, og blev hurtigt den nok mest memorable Stephen King-filmatisering. Alle talte om den og den blev siddende i folks system, da den for sin samtid var særdeles grænseoverskridende og bizar. Som et fasttømret minde fra ens barndom og med en vis portion forventet gensynsglæde ryger IT i afspilleren, som en slags optakt til den netop udgivne nyfortolkning fra 2017. Jeg kunne huske en del replikker og handlingsgang, og de 7 børn, som siden blev voksne, satte også hurtig hukommelsen på gled.
Det var et mere sjovt og nostalgisk gensyn end det var uhyggeligt og skræmmende. Tiden har ikke været nådig for IT, som med sit ketchupblod, lange montage med close-up skrigeri og underlægningsmusik, der skal fortælle dig hvad du skal føle, bare ikke holder længere. Figurernes irrationelle handlinger, deres replikker og deres overdramatiserede skuespil synes pludselig totalt kikset. Det er blevet helt tydeligt anno 2018 at den 28 år gamle IT simpelthen er en ballon som var pustet op til bristepunktet af floskler. Tim Curry leverer stadig en overbevisende Pennywise, men som ”farlig skurk”, så er klovnen alligevel for passiv. Ofte optræder han bare som en stiv plakat, som er meget inkonsekvent i sin jagt på at mæske sig i børn. Ordensmagten er total irrationel handlende og der er absolut ingen tegn eller overbevisning i at de 7 børn – ej heller som voksne – skulle være i stand til at slå IT ihjel. Den forvoksede edderkop som nærmest fungerer som ”bossen” i et computerspil, er simpelthen for let at vælte omkuld og nærmest wrestle/sparke til døde. Et gigantisk insekt der har skabt kaos gennem flere årtier kan åbenbart udslettes ved almindelig fysik, nærmest a la et skulderskub.
Det er ungdommens sammenhold og kamp for overlevelse socialt, som er ITs største styrke. Det er fascinerende at se tidsbilledet på hvordan bøller, mobning, venskaber i samme samfundslag og forældreroller er så stereotypt skåret. Jeg elsker skolescenerne eller de mange udspil ved vandløbet, hvor ligeværd og ulighed finder sin form. Det er dog gysergenren man helst skulle forbinde en Stephen King-filmatisering med, og jeg kan kun gentage at hverken special effects eller stangdukker var noget at råbe hurra for dengang. I sin tid sikkert lettere uhyggeligt, men her ved gensynet er det lige før at jeg tænker at et afsnit af Muppet Show ville fremkalde mere rislen ned af ryggen.
IT har dele af ungdommens minder med sig, men hvis man husker serien (her sammensat som en 3 timer lang spillefilm) som det mest uhyggelige nogensinde, så lad det blive sådan. Man vinder ikke fornyet respekt ved et gensyn. For barndommens uskyld får IT 3 stjerner, men for varemærket gyser kan jeg ikke tildele en eneste stjerne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
