Tilbage i 1981 udgav Jean Michael Jarre sin første ”Concert in China” på sort vinyl og nu er det så tid for Jarre til atter et gensyn med Beijing, med en stort anlagt koncert i henholdsvis den gamle Forbudte By samt på Tian’Anmen pladsen hvor Maos mausoleum står.
Det er ikke kun Kina der har gennemgået adskillige revolutionære forandringer på de 24 år der er gået, det er også de teknologiske områder inden for pladeindustrien hvilket betyder at denne dobbelt DVD er den første THX certificerede koncert filmet i High Definition, samt at Audio mulighederne byder på Dolby Digital + DTS 5.1 Surround Sound samt Dolby Digital 2.0 Stereo. Billedsiden kan nydes i både 16:9 Widescreen samt 4:3 format og en stor del af koncerten er endvidere vedlagt på cd. Kort sagt er denne udgivelse kræs for nørder og fans med det tekniske udstyr i orden.
Men den politiske situation i Kina samt den digitaliserede forbedring af lyd og billede siden dagene med VHS er desværre også det mest revolutionære og nye hvad angår Jarre in China udgivelsen. Jean Michael Jarres overglorificerede casio-orgel lyder stadig som det gjorde i 80’erne og numre som Oxygene og Rendez-Vous er stadig de to hovedværker der optræder i utallige varianter gennem koncerten, trods at han her giver dem et svagt kinesisk penselstrøg og får hjælp af det lokale symfoniorkester og et par kinesiske rockstjerner. Alt sammen i bedste ”Ich bin ein Berliner” stil og i anledning af det fransk-kulturelle år i Kina.
Sceneshowet er som vanligt ganske imponerende (Kun overgået af Pink Floyd, U2, Laurie Anderson m.fl.) og i dette tilfælde behageligt underspillet, hvilket gør at de elektroniske elementer komplimenterer Den Forbudte Bys ældgamle mure på bedste vis. Og tillader man sig selv at blive forført af numre som f.eks. Souvenir Of China samt det alt i alt svagt hypnotiserende lydtæppe og den rolige kameraføring er det faktisk en simpel og smukt udført koncert den lille sympatiske franskmand leverer, trods det faktum at den musikalsk set er lige så overraskende som Helmut Lotti på lykkepiller.
Som antydet er det dog en ganske flot og gennemarbejdet udgivelse man her får for sine 270kr.
Disk 1 indeholder koncerten fra den Forbudte by med mulighed for et kommentarspor med Jarre.
Disk 2 indeholder koncertens afsluttende 20min på Tien’Anmen pladsen (ligeledes med mulighed for Jarres kommentarer) samt en ca. 9min lang optagelse af et enkelt nummer med ”Kinas svar på Bob Dylan” der af politiske årsager ikke måtte optræde live på scenen for myndighederne. Derudover får man en ca. 50min lang ”bag koncerten” dokumentar, der dog holder sig inden for gennemsnittet hvad angår både det informative og underholdende. Slutteligt kan man også finde det næsten obligatoriske og kedsommelige fotogalleri som jeg tvivler på at ret mange får bladret helt igennem og som prikken over i’et; 11 ud af koncertens 18 numre på en selvstændig cd. Sådan!!
Fire fine stjerner til koncerten og udgivelsen som helhed, samt tre separate til ekstramaterialet.
Disk 1:
1: Forbidden City
2: Aero
3: Oxygene 2
4: Oxygene 4
5: Geometry of Love
6: Small Band in the Rain
7: Equinoxe 4
8: Journey to Beijing
9: Chronology 6
10: Zoolookologie
11: Aerozone
12: Aerology
13: Chronology 3
14: Vivaldi: Winter
15: Fishing Junks at Sunset
16: Rendez-vous 4
17: Souvenir of China
18: Rendez-vous 2
Disk 2:
1: Arrival
2: Aerology (remix)
3: La Foule (tribute to Edith Piaf)
4: Tian’Anmen
5: Oxygene 13
CD:
1: Aero
2: Oxygene 2
3: Oxygene 4
4: Geometry of Love
5: Equinoxe 8
6: Equinoxe 4
7: Aerozone
8: Chronology 6
9: Fishing Junks at Sunset
10: Souvenir of China
11: Aerologigy (remix) Bonus Track
DVDen er venligst stillet til rådighed af
Warner Music Denmark.