Skriv en kommentar
Andrzej Wajda er et stort navn indenfor polsk film, og hans værker slår tit ned på vigtige, tragiske begivenheder i Polens historie. Katyn, hans nyeste, prisbelønnede værk, er igen filmisk historieskrivning om en mørklagt og kontroversiel begivenhed.
Den beskæftiger sig nemlig med massakren i Katyn-skoven, 1940, hvor over 15.000 polske officerer – bl.a. Andrzej Wajdas far - blev henrettet af russerne og lagt i massegrav. Russerne prøvede efterfølgende i propaganda at overbevise det polske folk om, at tyskerne stod bag. I filmen følges mange forskellige personer, der tror og ved forskellige ting om Katyn-massakren, og kæmper for deres synspunkter eller bøjer sig for den russiske overmagt.
Vi følger især enker, døtre og sønner til de henrettede officerer i perioden efter 2. Verdenskrig. Officeren Andrzejs kone Anna, med datteren Nika, venter på nyheder om, hvorvidt Andrzej var blandt de henrettede. Officeren Jerzy, der slap fra Katyn-massakren, er vred over russernes mørklægning af begivenheden, drikker sig fuld i sin frustration og tager derefter en chokerende beslutning. En ung mand og søn af en henrettet officer, Tadeusz, kan ikke komme ind på en skole, medmindre han lyver i sit CV om, hvem hans far var. Han river senere en sovjetisk plakat ned fra en plakatsøjle og må løbe fra sovjet-officerer sammen med en ung kvinde, der tilfældigt hjælper ham.
Alle disse fragmenterede historier bliver aldrig rigtig vævet sammen til en helhed. Personerne virker for det meste flade og éndimensionelle. Der er dog nogle få scener, hvor skuespillerne får lov at udfolde sig med god dialog, og man kommer tættere på personerne. Men alt i alt sad jeg med et indtryk af, at det hele kunne have været en god tv-miniserie, ikke en lidt forvirrende to-timers film.
Filmens rekonstruktion af Katyn-massakren er passende brutal og grusom. Man efterlades mundlam og foruroliget, og det er muligvis filmens mest vellykkede scener. Men det kan stadig ikke kompensere for, at resten af filmen simpelthen ikke føles helstøbt.
Kameraføringen er til tider rolig og glat, men for det meste håndholdt. Det er en typisk måde at skabe realisme i krigsfilm, men det virker lidt uinspireret. Der er dog nogle ganske vellavede scener – især den nævnte rekonstruktion af selve massakren, men også åbningsscenen. Her ser vi polske civile bevæge ud på en bro fra begge sider i total forvirring – de råber til hinanden, at tyskerne kommer fra den ene side, og russerne fra den anden. Det er en effektiv og hjerteskærende åbningsscene, der udgør en god metafor for det polske folks tilstand under 2. Verdenskrig.
Musikken virker lidt for dramatisk og forstyrrende i nogle scener, hvor det håndholdte kamera og forsøget på at skabe realisme kunne have fungeret bedre uden soundtrack. Det er dog for det meste god, stemningsfuld musik af Krzystof Penderecki. Især de sidste scener fungerer godt med hans uhyggelige stykke ’Als Jakob Erwachte’ (der rent tilfældigt også er blevet brugt i David Lynchs Inland Empire.)
Katyn er altså en fragmenteret, men til tider meget vellavet film, der ikke helt er det mesterværk, man måske kunne forvente. Den giver i hvert fald et godt historisk billede af Polen i 1940-1945. Filmen fungerer ikke som en fortælling, men nærmere som et mindesmærke over en tragisk begivenhed. Den føles ikke helt velafrundet, og man kommer ikke rigtig tæt på de mange personer. Den er dog klart værd at se, og den er ganske grusom og tragisk, men man efterlades lidt med en følelse af: ”Var det det?”
