De er begge store, lodne og lyder navnet Po. Heldigvis skal vi her ikke beskæftige os med den irriterende røde Teletubbie, men til gengæld den sort hvide panda som har forstand på at spise et solidt måltid og dele øretæver ud.
En ondsindet påfugl ved navn Master Shen, har planer om at overtage herredømmet over hele Kina. Shen har eksperimenteret med en kombination af metal og fyrværkeri, som gør han i stand til at skabe nogle uhyggelige og særdeles destruktive kanonkugler. Po og hans kung fu allierede må tage kampen op med Shen. Men Shen er ikke sådan at komme i nærheden af. Han har en prægtig hær af ulve som gør alt hvad de kan for at holde fjender på afstand. Med snilde og list lykkes det dog at bane sig vej til Shens gemakker, men Shen har en helt speciel viden om Pos unge leveår, som gør ham til en vigtig brik i Pos optik. En viden Po bliver nødt til at få indsigt i, hvilket vanskeliggør opgaven udrydde en farlig modstander, som man er afhængig af for at lære sig selv at kende...
Jack Black er tilbage i rollen som Po, og der er mange stemme-kammerater at lege med. Angelina Jolie, David Cross, Seth Rogen, Lucy Liu og Jackie Chan akkompagnerer som hans fem team-krigere. Læremester Shifu får liv af Dustin Hoffmann, mens den onde skurk er gjort verbalt skummel og ondskabsfuld via Gary Oldman. I mindre roller er der også blevet plads til Michelle Yeoh som sandsigerske, Dennis Haysbert som Master Okse og selveste Jean Claude Van Damme som Master Krok (de to sidstnævnte møder vi i Shens fangekælder). Du kan selvfølgelig også vælge at se filmen med danske stemmer, hvilket nok ikke er nogen skidt idé hvis du har afkom der skal kigge med.
Kung Fu Panda blev et stort hit på baggrund af sin fantastiske animation, herlige figurer, hæsblæsende actiondel og en stor portion bamset charme. Naturligvis måtte der komme en efterfølger! Vi oplever i den grad stadig guf for øjnene, for 2'eren har en detaljerigdom som er sjældent set. Dog er historien noget ligetil, for vi har jo tusind gange før set at der blot skal en ny skurk til, for at komme videre af en tangent. Kort fortalt er ond skurk, onde planer, stop ond skurk alt for simpelt et grundlag til at retfærdiggøre et gensyn med Po og co., men sådan er det åbenbart. Figurerne bliver for fastlåste. Humoren er der sparet gevaldigt på. Handlingen er for let gennemskuelig. Øv faktisk! Men når det så er sagt, så er der stadig grund nok til at kigge Kung Fu Panda 2 efter i sømmene. Alene Kina-autenciteten er outstanding, og en stor oplevelse værd.
Mit bud er såmænd også at de yngste seere vil blive ret begejstret uanset hvad denne signatur kan finde at pege fingre af. Galleriet af de mange skøre dyr kommer til at vække glæde. Kung Fu krigerne er så forskellige på alle måder, men den sag at de komplimenterer hinanden er jo dyrebar lærdom. Og så er der den onde påfugl, sandsigersken som er en ged, bodyguarden som er en gorilla og ikke mindst Pos ”far” som er en gås. Sådan kunne man blive ved. Filmen er så at sige renset for menneskelig påvirkning (i hvert fald på det rent visuelle plan), og det er ikke nogen dårlig ting!
En udgivelse som denne er naturligvis spækket med alskens godt bonusmateriale. Indeholdende både en blu ray og en dvd-disc, så er det bare med at komme ombord. Du kan se slettede scener, komme med en tur til Kina og se de steder der har skabt inspiration til de animerede locations, mød skuespillerne, tilvælge kommentarspor, lære kinesisk, se en trailer for computerspillet af samme navn og lære mere om verdens vaskeægte pandaer, som indslaget fortæller der kun er cirka 1600 af tilbage. Èn af dem kan Kung Fu, navnet er Po og han er lige her, hvis du rækker ud efter ham...
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Paramount