Skriv en kommentar
Instruktøren og manuskriptforfatteren bag La La Land, Damien Chazelle, har udtalt, at hans Oscar-vindende Whiplash (2014) blot var et middel til at nå målet i form af La La Land, der var i støbeskeen længe før. I Hollywood tør man ikke kaste de store beløber efter hvad som helst. Fordi La La Land er original helt ned til rødderne og samtidig produktionsmæssigt omfattende og dyr, var Chazelle nødt til at få etableret sit navn ved hjælp af et billigere projekt, inden det sande mål kunne realiseres.
Med sine i alt 14 Oscar-nomineringer må målet i den grad siges at være nået.
Umiddelbart opererer La La Land med et konventionelt og ukompliceret ’boy meets girl’-plot. Men filmen er mere end det, for indenfor rammerne af det 21. århundredes nådesløse Los Angeles handler den også om, hvordan det er at bryde igennem som kunstner i en verden, der ikke længere er så passioneret, hvad ægte kunst angår.
Sebastian (Ryan Gosling) og Mia (Emma Stone, der forener humor og alvor til perfektion i sin hidtil bedste rolle) drømmer hver især om en karriere som henholdsvis jazzpianist og skuespillerinde. Indtil da må de tilbringe livet i venteværelset – Sebastian som ligegyldig hyggepianist på en bar; Mia som cafe latte-sælgende barista på en café i midten af drømmeland.
Flere gange støder Sebastian og Mia tilfældigt ind i hinanden, hvorfor det synes intet andet end meant to be, da det hænder for tredje gang. ”Do you think it means something?” spørger Mia retorisk, hvortil de begge hurtigt enes om, at det gør det nok ikke.
Alligevel er det tidspunkt, Mia og Sebastian benægter tilfældets magt, også tidspunktet, hvor der for alvor tages tilløb til en stormfuld romance imellem dem. Den fra da af blomstrende kærlighed gør dem uovervindelige, så udover at forsøde hinandens ellers grå tilværelser, bliver de hinandens klipper i forhold til det at bryde igennem som kunstnere.
En gammel læresætning, hvad det gode manuskript angår, lyder: write what you know. Lig Chazelles tidligere film, Guy and Madeline on a Park Bench (2009) og Whiplash (2014), har La La Land en ambitiøs jazzmusiker i hovedrollen. Det er altså i valget af sin hovedkarakter, at Chazelle indtil videre konsekvent har sat sit auteuristiske fodspor. Inden Chazelle dedikerede sit hjerte til filmen, var det nemlig ham, der gik med drømmen om at blive noget indenfor jazzen.
I en tid, hvor mange film er genrehybrider, kan filmens kærlighedserklæring til musicalgenren ligne en stiløvelse i netop rendyrkelsen af en genre. Men La La Land er heldigvis meget mere end det.
Med en fransk far og en amerikansk mor kan Chazelles ophav forklare, hvorfor La La Land forener en europæisk og amerikansk musicaltradition – det vil sige en melankolsk, nostalgisk tone med en håbefuld, optimistisk tone. Den nostalgiske tone minder om den, vi ser i den franske musicalfilm, The Umbrellas of Cherbourg (1964), som Chazelle eftersigende skulle være stor fan af, mens den håbefulde tone minder om den, vi ser i amerikanske Singin’ in the Rain (1952).
Den primære årsag til, at La La Land er så helstøbt en film, er, at intet af det, den gør, er halvhjertet. De historisk bedste musicals vandt publikums hjerter, fordi de rendyrkede genren og kælede for detaljen.
At musikkomponisten, Justin Hurwitz, og kameramanden, Linus Sandgren, kæler lige så meget for detaljen som deres forgængere bevises i åbningsscenen til La La Land, hvor alle auditive og visuelle elementer samarbejder til perfektion. En endnu bedre danser end Gosling og Stone tilsammen er Sandgrens kamera, der i åbningsscenens one take følger og føler alle de rytmiske impulser i Hurwitzs genistreg af et nummer, ”Another Day of Sun”. Antallet af statister og biler taget i betragtning har denne scene været filmens mest omfattende, men musikken akkompagneret af kameraets bløde elegance røber heldigvis intet herom.
Skønt er det også, at La La Land sender os på nostalgitrip i kraft af sin brug af det episke widescreen-format, Cinemascope, der karakteriserer samtlige musicalfilm fra 50erne.
Genrefilm kan tendere til at være forudsigelige, fordi vi har genrekonventionerne så dybt under huden. Når La La Land tør løsrive sig fra den etablerede genre og lege med vores forventninger, gør det den til en uforudsigelig og dermed endnu bedre film.
Idealet, når gamle etablerede genrer hvirvles op med støvet, bør altid være en form for fornyelse, men uden at fordrive essensen i genren, som vi kender den. Med fornyelse mener jeg, at film altid skal kommentere på og afspejle værdierne i den tid, de fødes ind i. Den moderne kontekst i La La Land bidrager med en realistisk – og dermed knap så sødmefuld – tilgang til genren. Især er det en gennemgående underliggende følelse af både nostalgi og håb i karaktererne og musikken, der giver filmen en dimension af dobbelthed. Livet er ikke altid en dans på roser, som det ellers synes at være tilfældet i de bedste musicalfilm fra genrens gyldne æra.
La La Land er en underholdende og billedskøn musicalfilm, der vil få dig til at længes tilbage til dengang, musicalfilm var en mere eller mindre årlig tradition. Så uanset størrelsen på din indre musicalentusiast vil denne genistreg med sikkerhed få den til at slå kilometerlange baner af kolbøtter.
