Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Man kommer ikke udenom det, så lad os bare få snakket om elefanten i rummet med det samme. Dette er Clayne Crawfords sidste sæson i Lethal Weapon-serien. Men er Crawford ikke ham, der spiller Martin Riggs og dermed udgør 50 % af serien, tænker du nok? Jo, det er han såmænd, men der har åbenbart været så meget ballade på settet til optagelserne på serien, at det i sidste ende blev for meget for alle involverede. Crawford skulle efter sigende (det er alt sammen rygter) have været rigtig svær at arbejde sammen med, og det er altså endt ud i en fyring. Jeg var selv lidt i chok, da jeg hørte dette, for serien kørte altså kun på sin anden sæson, så hvad gør man lige? Det skal selvfølgelig ikke spoiles hvordan, men Crawford bliver simpelthen skrevet ud af sæsonen, og man har valgt at fortsætte en tredje sæson, hvor Roger Murtaugh (Damon Wayans) får en ny makker i form af Sean William Scott, ham vi alle sammen kender som Stifler fra de første American Pie-film. Jeg er spændt på at se, hvad det skal ende med, men lad os se lidt på denne sæson.
Sæson 1 sluttede med, at Riggs fandt ud af, at ulykken hvori hans gravide forlovede døde, ikke var en ulykke, men et mord der havde noget at gøre med hans svigerfar og mexicanske narkokarteller. Riggs endte med at drage til Mexico for at få hævn med en tvivlende Murtaugh halsende efter. Her starter serien op igen og Riggs får sin hævn, men finder dog hurtigt ud af at de mexicanske narkokarteller trækker yderligere linjer tilbage til hans fængslede far, der er medlem af Det Ariske Broderskab, der kommer til at være sæson 2’s fjende nummer 1. Riggs må meget imod sin vilje forsøge at få hjælp af sin far for at optrevle de mange forbrydelser i Los Angeles samtidig med at hans psyke stadig balancerer på et knivsæg for, hvad der er moralsk korrekt. Han prøver desuden at komme videre og indleder et kærlighedsforhold med en barndomsveninde og Riggs udvikler sig igennem sæsonen til at blive mere og mere menneskelig, hvad angår følelser. På den anden side står Murtaugh, der øjner en mulighed for at blive politikommissær på stationen, da den nuværende leder Brooks Avery (Kevin Rahm) forsøger at blive borgmester i byen. Det viser sig dog at være ganske svært at vise habile evner, når man har Riggs som sin makker, for de to venner kommer ud for lidt af hvert i løbet af sæsonen, det ene vildere end det andet. Samtidig bliver Murtaughs kone Trish (Keesha Sharp) rodet ind i den samme sag som Riggs arbejder på i hendes virke som advokat, mens Murtaughs børn ogås skaber problemer på hjemmefronten. Der er altså fuld smadder på handlingen i alle sæson 2’s 22 episoder.
Rygterne gik på, at den der var mest træt af Crawford på settet, faktisk var Damon Wayans, men dette kan på ingen måde ses i serien, for de to partnere skaber stadig et mere og mere følsomt forhold. Det er ikke bare et partnerskab eller venskab, men en vaskeægte bromance, hvilket i første omgang fik mig til at kaste min kærlighed på serien. Der flyder den ene sjove og kække bemærkning imellem de to når de på job, hvilket giver serien en friskhed og legende tilgang til genren. Samtidig opererer serien også med en hel del følelser, både imellem de to partnere, men også blandt seriens brogede karaktergalleri. Jordana Brewster fungerer stadig som stationens psykolog der skal hjælpe den mentalt ustabile Riggs, mens en pisseirriterende Thomas Lennon endnu en gang gør det godt som Leo Getz.
Sæson 2 står aldrig stille, men man ved også hvor det bærer henad med Riggs. Jeg er godt nok spændt på at se, om der kan skabes et bare nogenlunde tilsvarende forhold i mellem Murtaugh og den nytilkomne Sean William Scott i den næste sæson, for ellers tror jeg det kan være enden på serien. I mens kan man nyde sæson 2, der bare fortsætter de gode takter fra den første sæson i en herlig cocktail af vanvittig action, spændende og til tider anderledes episoder og ikke mindst en bromance som sjældent er set på tv.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
