Jeg vil godt starte med at indrømme at jeg ikke kan få øje på hele 6 Oscar-nomineringer. Efter at have set Little Women har jeg været vidne til en god film, bevares, men ikke noget mesterværk. En højt beskattet roman af Louisa May Alcott, og filmatiseret op til flere gange. Og ja, 2019-versionen er bestemt ikke tosset, men jeg ser den ikke som det samlende værk af overdådighed, som andre måske nok betragter den som. I min verden er det slet ikke urealistisk at Little Women om 10-20 år genindspilles som et endnu prægtigere produkt. Filmen om de 4 søstres opvækst under trange kår, og hvor det at blive godt gift er et mål i sig selv, rækker ganske enkelt ikke til over 2 timer. I den nyeste version krydser vi i tid, hvilket har både fordele og ulemper. På plussiden giver det et ganske nuanceret billede af søstrenes liv og indbyrdes forhold, men måske det også bliver for meget saksen rundt mellem fortid og nutid. Det sløver til tider fremdriften.
Jeg er enig i at Saoirse Ronan og Florence Pugh har fortjent at blive Oscar-nominerede, men også fortjent at de begge måtte gå tomhændede hjem. Castet rummer også celebre navne som Meryl Streep, Laura Dern og Chris Cooper, og de gør det alle bundsolidt, men i min optik ikke så iøjnefaldende at man aldrig har kendt mage. Den samlede pakke fik megen hype, men skræller man alle lag af, så finder man som hidtil beskrevet en fin film, men ikke mere end det. Little Women vandt dog Oscar for bedste kostumer, og det kan der til gengæld ikke sættes en finger på.
Jeg savner mere nerve i nogle af de afgørende scener. Der bliver for let skøjtet hen over dramaet. Særligt da Amy brænder Jos roman af i ren hævntørst, for efterfølgende at blive reddet op af et frysende hul i isen. Spændingen mellem søstrene når det går skidt, ja, det bliver simpelthen ikke perspektiveret yderligere end en konstatering. Jeg synes det er en skam! Da Beth er allermest syg, mistes også enhver gnist af følelser inden for et minut. Det alvorlige får ingen konsekvens, og det er altså en mangelvare. Endnu et eksempel på at Little Women må nøjes med at være god, men med få træk kunne have været meget bedre.
Greta Gerwigs tag på filmen er ikke gået ubemærket hen. Hun hyldes som Hollywoods nye store frelser blandt kvindelige instruktører. Jeg hylder bestemt en mere ligelig fordeling, men vi er slet ikke i mål, blot fordi Gerwig har kastet sin kærlighed på et litterært samlingspunkt. Lady Bird fra 2017 var langt bedre efter min smag, så overgangen fra skuespiller til instruktør er endnu ikke fuldbyrdet – selvom den kan forekomme succesfuld. Der er dog ingen tvivl om at flere interessante manuskripter vil havne i Gerwigs favn. Jeg håber så bare at hun formår at dryppe langt mere intensitet i værket næste gang. Grovfilen har været fremme, og læs kritikken for hvad den er, nemlig hjørner og kanter som er hakket af, så ingen foranlediges til at tro at Little Women er et vidunder. Men den er heldigvis stadig langt bedre end middel.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.