Skriv en kommentar
Instruktørmakkerparret James Mather og Stephen St. Ledgers Lockout er tydeligt inspireret af de klassiske actionfilm fra 80’erne og 90’erne. Men frem for at være en genoplivning af den for længst uddøde enmandshær af en actionhelt, bliver Lockout blot en middelmådig parodi.
Flugtaktion rummet
I året 2079 er 500 af jordens farligste fanger blevet placeret i det eksperimentelle fængsel, MS One, der er i kredsløb om jorden. De burde være under fuld kontrol, da alle er lagt i en kunstig søvn, der varer så længe, som deres dom lyder på. Men under et humanitært besøg fra præsidentens datter, Emilie Warnock (Maggie Grace), slipper først en, derefter alle fanger løs, og tager alle om bord på MS One som gidsler. Nu er gode råd dyre. Skal præsidenten satse på at få reddet alle gidslerne eller kun sin datter? Beslutningen falder på datteren, og denne opgave er der kun en mand, der kan løse; Specialagent Snow (Guy Pearce).
Enmandshæren
Filmens bærende element er netop Guy Pearce. Tydeligt bekvem med sin rolle som den provokerende CIA-agent Snow, er han i topform, når han spyr den ene fornærmelse ud efter den anden mod både fjender og allierede iført en t-shirt med påskriften ”Warning: Offensive”. Voksede man op med film, der havde Bruce Willis, Kurt Russel eller Arnold Schwarzenegger i lignende roller, vil man glæde sig over gensynet med en for længst næsten uddød heltetype på det store lærred. Lockout er i høj grad en hyldest til disse film, hvilket kan ses allerede i indledningen, hvor Snow får tæv under en afhøring, der leder tankerne hen på The Last Boyscout. Men hvor über cool Snow end er, så er det, han kæmper mest imod ikke de psykopatiske fanger, men en elendig historie og en irriterende præsidentdatter.
Modsætninger mødes
At Maggie Graces skuespiltalenter kan diskuteres, er ingen velbevaret hemmelighed og i Lockout gør hun bestemt intet for at overbevise skeptikerne. Et af fremdriftspunkterne i filmen er modsætningerne Snow og Emilie, der indeholder hver deres værdier, men selvfølgelig lærer af hinanden hen ad vejen, og til sidst mødes i skøn harmoni. Det er plat, patetisk og pladderromantisk. Dette skal naturligvis ikke kun tilskrives Maggie Grace, men også manuskriptet, der godt kunne have trængt til en tilsvining af Snow, inden produktionen gik i gang.
Store sorte huller
Historien er udviklet af den franske altmuligmand Luc Besson, der ikke just er kendt for sine dybdegående narrativer, men ofte har fokus på den rå helt og en række spektakulære actionsekvenser – Lockout er ingen undtagelse. Publikum er af denne årsag ofte nødt til at acceptere, at der sker en masse uden videre forklaring. F.eks. kommer Snow ufatteligt hurtigt fra jorden og ud i rummet. Bevares, historien foregår i 2079, og der er vel sket en vis udvikling, men alligevel. Dette er dog langt fra det eneste eksempel, og Lockout er nogle steder tæt på at blive suget ind i et kæmpestort, sort plothul.
Herudover lider filmen under fraværet af en decideret overskurk. Et af de elementer der gjorde Die Hard fantastisk, var samspillet mellem Hans Gruber og John McClane. I Lockout er der skurke her og der og alle vegne. Såvel i rummet, som på jorden. Joseph Gilgun gør det godt som den psykotiske fange Hydell, der skyder på alt og alle, men det er bare ikke nok. Skaberne burde have fokuseret mere på fangeplottet end på konspirationsunderplottet, der aldrig rigtigt bliver ordentligt forløst.
Lockout skal ses, hvis man er til hårdkogte actionhelte, der imod alle odds altid sejrer. Ikke for historien som på trods af gode intentioner ender med at svæve et eller andet sted i kredsløb om jorden.
