Skriv en kommentar
Multikunstneren David Lynch er kendt og berygtet for sine fragmenteret og svært tilgænglige film og hans seneste skud på stammen, ”Inland Empire”, er mildest talt ingen undtagelse. Dokumentarfilmen ”Lynch” har omdrejningspunkt i netop det seneste udspil fra ham og det er altid interessant at se en sand mesterinstruktør i aktion. Dog forbliver det et portræt, der ikke stiller nærgående spørgsmål eller i øvrigt bidrager med noget nyt under solen omkring David Lynch, hvilket er en smule skuffende. Det er tydeligt at filmen er lavet af fanboys, hvilket heller ikke er ubetinget skidt.
”Lynch” er et baseret på 700 timers materiale optaget over to år, hvor Lynch meget af tiden render rundt og tager billeder af polske fabrikker, indtaler beskeder til sin hjemmeside Davidlynch.com og i øvrigt deltager i al produktion til ”Inland Empire”. Interessant og morsomt er det at følge den kreative process filmen som helhed er, da der hverken er et manuskript på forhånd og se hans besætning hoppe og danse omkring hans eccentriske person. Som da han i bedste Egon Olsen tone tørt bestiller en etbenet, en 16 årig pige og en edderkop, men indslag som disse lader til at blive taget som en selvfølge. Man skal dog ikke regne med at få nogle spor til opklaringen af ”Inland Empire”, da Lynch gentagende gange afslører at han ikke selv ved særligt meget om forløb. Det ser imidertidigt ikke ud til at bekymre ham synderligt, og hvis noget som helst går ham på, dyrker Lynch lidt meditation.
Dokumentaren ”Lynch” forsøger så meget selv at være Lynch, at det til tider går hen og bliver en smule prætentiøst og irriterende. Instruktøren bag film har kaldt sig blackANDwhite, hvilket siger en hel del om de prætentiøse lag, filmen bevæger sig i. Der er fragmenteret indslag om Lynchs ungdom i 60'erne, skift mellem farve og sort/hvid optagelser og diverse virkemidler man også ser i ”Inland Empire”. Der er ingen grund til at lege Lynch, hvis det ikke er den ægte vare og at der virkeligt er årsag til effekterne. Særligt når æstetikken er taget ud af enhver sammenhæng, strammes fokus yderligt på den primære mangel i filmen – og det er at komme udover det at være en portrætfilm. Der stilles ingen indegående spørgsmål, David Lynch udstilles som rammet ind i et heltebillede og der mangler en interessant og udfordrende indgangsvinkel til Lynch som filmskaber. Det lyser igennem at folkene bag ”Lynch” i kraft af deres idoldyrkelse har stået ærefrygtigt tilbage og det har tilbageholdt en masse spørgsmål, for der er unægtligt altid en masse i forbindelse med David Lynch og hans film. Når man har fulgt en instruktør i to år, bør der være mere kød på end hvad der vises her.
”Lynch” er en jævn dokumentarfilm der ikke kan stå på egne ben, men vil være passende som ekstramateriale på en special edition udgivelse af ”Inland Empire”. Fans af David Lynch får intet nyt ud af denne film, men det er altid være en sand fornøjelse at se David Lynch gøre det han er bedst til – lave film der måske ikke giver mening, men vækker særlige stemninger. En dokumentarfilm skal derimod give mening, trække nye aspekter frem eller i det mindste have sammenhæng, hvad der alt i alt ikke er tilfældet med ”Lynch”.
