Skriv en kommentar
Jean (Vincent Lindon) lever det umiddelbare perfekte liv sammen med hans kone, Anne-Marie (Aure Atika) og deres barn Jérémy (Arthur Le Houérou). En dag møder Jean Jérémys nye lærerinde Véronique Chambon (Sandrine Kiberlain), som beder ham fortæller klassen om hans erhverv. Véronique tilbyder bagefter Jean, som er murer, at lave hendes vindue derhjemme og det bliver starten til noget, som sætter Jeans velorganiserede liv på spil.
Da Jean møder sin søns lærerinde for første gang, fornemmer man ikke, han har nogen interesse i hende. Det er nærmere modsat at den single kvinde Véronique Chambon, har interesse i ham ud over det professionelle. Men hun ved ligeså godt som ham, at det ville være en forbudt kærlighed, og derfor træder hun ikke ind på hans territorium. Da Véronique tilbyder ham et job at udskifte hendes vindue, er det stadigt blot professionelt og platonisk, men inden længe fornemmer man hendes fascination af ham og hans gør-det-selv kunnen.
Jean er dog en meget stille og betænkelig fyr, som sjældent giver udtryk for hans følelser, og det er fryd at forsøge at læse hans udtryksfulde ansigt, som på en eller måde indeholder tusindvis af tanker – alle gemt bag øjnene, men på en måde springer tydelige frem alligevel. Vincent Lindon er før blevet kaldt den nye Jean Garbin , som optrådte i den poetiske realismes klassikere fra 30’ernes Frankrig, og med rette. Hans lavmælte naturlige spil gør han sine roller så realistiske, at man er overbevist om, at den han spiller, er ægte. Hans karisma og billedpersonlig gør, at selv et stillestående kamera blot behøver at observerer hans gøren, og bare det, fortæller mange historier.
Filmen er ligeledes flot fortalt med et lavmælt og observerende fortællersprog, hvor der gives tid til hver enkel scene. Og selvom der ikke sker meget i en scene, sker der alligevel tusind ting. Specielt en scene springer i øjet, hvor Jean sidder på sofaen i Véroniques lejlighed og vil låne nogle CD’er af hende. I et skud uden en eneste replik, får vi fortalt hele filmen fra start til slut. Vi forstår Jeans komplicerede situation og forholdet til Véronique og vi forstår tilmed hendes tanker. Vi forstår hvordan det hele vil ende og forstår deres forbudte lidenskabelige lyster.
Jeans kone Anne-Marie lever ikke i komplet uvidenhed, for Jean begynder at opføre sig anderledes. Men som altid nægter Jean at fortælle om, hvad der gemmer sig bag hans øjne. Hans følelser og tanker er kun for ham og man må tage sig til takke med hvert et ord han lukker ud og så selv tage stilling til, om det han også fortæller, er sandt eller ej. Men konen ved om nogen hvad hans blik betyder og da Véronique bliver inviteret med til Jeans fars fødselsdag for at underholde med violinspil, er Anne-Marie ikke naiv til at se, at der ligger noget mellem linjerne. Men som altid tør hverken Jean, Anne-Marie eller Véronique at tage konflikten og splitte noget, som på ydersiden ser så perfekt ud.
Billedsiden er fantastisk smukt komponeret og hver en kamerabevægelse virker naturlig og tankefuld og sammen med historien, trækker den også paralleller til den poetiske realisme og den umulige kærlighed, som man må se smuldre. For er det det værd at forlade sit ellers velordnede liv for en anden eller er det hele blot slangen i paradiset, som forsøger at lokke en væk?
