Den unge pige Maria, kaldet Ria, er ansat på et ejendomsmæglerkontor, hvor også den flotte og selvsikre Rosemary arbejder. En dag kommer der en kollega fra en anden afdeling, Danny Lynch, en flot filmstjerneagtig fyr. Ria forelsker sig straks i ham. Han viser sig at være en meget dygtig ung mand. Han har lejet et værelse i et meget gammelt herskabshus, som han meget gerne vil købe, men han har ikke de fornødne penge. Men han finder en løsning.
En forretningsmand, Barney McCarthy, er ved at sælge et stort palæ, som har været et fejlkøb, men ejendomsmæglerfirmaet har ikke rigtig nogle købere til det. Danny får den ide, at der skal indrettes et lydstudio samt anlægges en helikopterlandings-
plads. Det fortæller han til Barney, og udenom sit firma ordner han denne handel.
Han er dog fair nok til at fortælle det og beder om sin afsked. På grund af denne handel har han nu tjent til udbetalingen på sit drømmehus. Han bliver nu ansat hos Barney. Ria skifter også job. Hun får job i en forretning, der udlejer festtøj. Den ejes af Barneys elskerinde.
Danny og Ria gifter sig, og lidt efter lidt gør de huset i stand og køber flotte, gamle ting. De får en lille pige og fire år efter en lille dreng. Rias mor flytter til samme gade, så nu kan hun hjælpe til med børnene.
Danny har desværre fået samme lyst til elskerinder som Barney. Først har han den lille Orla fra Rias tidligere arbejde og ligeså Rosemary, som han har solgt hus til, i samme gade som de selv bor. Datteren opdager faderens eskapade med Rosemary og bliver meget chokeret.
Danny får mere og mere travlt på sit arbejde og er ofte til mange møder og forretningsmiddage. Ria vil gerne have et barn mere og overvejer, hvordan hun skal få det sagt, da huset ofte er fyldt med børnenes eller Rias venner. Hun inviterer ham ud at spise og begynder stammende at fortælle ham, hvad det er, hun gerne vil. Han fortæller hende så, at han er forelsket i en 22-årig. De venter barn sammen, og han vil skilles. Ria bliver chokeret, da hun aldrig havde forestillet sig, at det var derfor han så sjældent var hjemme. Inderst inde tror hun dog, at han snart vil komme tilbage til hende, børnene og huset.
Så en dag ringer telefonen. Det er en dame, Marilyn Vine, fra USA. Hun vil gerne tale med Danny for at få ham til at finde nogle mennesker, som vil bytte hus med hende i juli og august. Ria mener, at det er en god ide, hvis hun bytter hus med Marilyn. Danny kan have børnene i juli, så kan de komme til USA i august.
Det viser sig, at Marilyn bærer på en stor sorg. Hendes 16-årige søn er død i en motorcykelulykke. Han har ligget i respirator i et halvt år, da der så bliver slukket for den. Marilyn mener, det var den forkerte beslutning, de tog, og derfor kan hun nu ikke finde fred. Hun vil slet ikke tale om ham, og hans værelse står som den dag, han døde. Hendes mand mente, at hun ville have godt af at komme væk fra huset, så han har fået en forflyttelse i et år til Hawaii, men Marilyn vil ikke med. Hun vil dårligt nok tale med ham. Så begge kvinder har noget, de flygter fra.
Danny og Barneys firma går konkurs, Danny beder om penge hos Rosemary, men hun sender ham bort. Barneys kone, Mona, har sparet en masse penge sammen og vil redde Barney, men på den betingelse, at han aldrig ser sin elskerinde mere. Dannys elskerinde mister sit barn, og Ria håber nu, at han vender tilbage, men det gør han ikke. Huset skal sælges, og Ria skal finde et arbejde. Marilyn får løst op for sin sorg, så hun og hendes mand flytter sammen igen.
Bogen er meget fængslende. Den er godt skrevet og inddelingen gør, at selv om der er mange personer med i romanen, glemmer man dem ikke undervejs, da der ikke er langt imellem, man læser om dem. Det er også fint, at bogen ikke slutter med den store forsoning, det gør den mere realistisk. Jeg kan varmt anbefale den.
Bogen er venligst stillet til rådighed af
Cicero / Chr. Erichsen.