Skriv en kommentar
Moon er både dejlig simpel og dejlig kompliceret. Ser man på filmens ydre, har den en indiefilms karakteristika. En kort rolleliste, med få billige special effects og et lavt tempo, hvor der ikke er brug for hverken stuntmen eller eksplosioner. De ’indre’ værdier filmen har, er derimod langt fra simple, men definerer både filmens kompleksitet og dybde. Det er således i filmens tema, vi finder den eksistentielle problemstilling, som er individets møde med både ensomhed og sin egen identitet – eller mangel på samme. Og denne kombination gør Moon til en dejligt atypisk lavbudget sci-fi film, med et klart menneskeligt fokus. Og så er scenen ellers sat – på månen.
For her udspiller Moon sig selvfølgelig. Sam Bell (Sam Rockwell) har en 3-årig kontrakt med et firma, der høster månens Helium-3-ressourcer (et stof, der, hvis det fandtes i større kvantitet på jorden, kunne være svaret på alle klimaproblemer); ja, han er faktisk den eneste mand på månebasen. Hans eneste selskab er robotten Gerty (stemme af Kevin Spacey), der kun eksisterer ”for at servicere Sam og gøre ham glad”. Dertil er Gerty, meget bekvemt, udstyret med en lille skærm, hvor man kan aflæse dens – eller måske Sams? – humør ud fra en konstant omskiftelig smiley.
En dag kommer Sam ud for et uheld, og da han vågner op efter at være blevet reddet af Gerty (ifølge Gerty selv) føler han sig pludselig ikke længere alene. Men måske er han ved at blive skizofren?
Sams ulykke deler filmen i to dele. Delen inden ulykken er optakten, så at sige, hvor vi introduceres for månen, stationen, Sam og Gerty. Anden del løfter sløret for de eksistentielle kriser Sam kastes ud i efter sin ulykke, og den kamp han efterfølgende indleder mod sit firma – en kamp for retfærdighed og eksistensberettigelse. På papiret spændende problemer, som man kan tage med sig ud af biografen.
I første del føler man en stigende spænding, både fordi musikken og de langsomme trackings hen over månelandskabet virkelig formår at sætte stemningen for filmen og Sams månetilværelse. Tempoet og stilen hjælper os til at forstå, hvor ensomt han må føle sig. Ydermere får vi at vide, at Sam snart skal hjem – og savnet til konen og det lille barn er næsten ubærligt stort.
Filmen formår desværre aldrig rigtig at ramme et spændingspunkt for alvor i anden del. Efter ulykken bliver fokus på Sams personlige problemer så stort, at filmen bliver træg og ubeslutsom. Det er svært at sige om det er manuskriptet, selve plottet eller simpelthen Sam Rockwell, der – på trods af en som udgangspunkt flot præstation – ikke formår for alvor at fange én. De eksistentielle kriser føles ikke overbevisende behandlet af filmen – svarene på Sams spørgsmål er for lette og for entydige.
Man savner til tider nye spændingsudviklinger efter ulykken indtræffer, og det er synd, for filmen formår fint at sætte rammerne for en både nærværende, relevant og spændende film, der har hentet tydelig inspiration i tidligere sci-fi film i samme langsomme stil, som fx Rumrejsen 2001 og Solaris. Moon formår på ganske finurlig vis at trække linjer til disse film – uden dog at gå over stregen og plagiere dem.
Moon giver stof til eftertanke, men helhedsindtrykket efter filmen er, at den ikke formår at få sin ide til at vedrøre publikum, i hvert fald ikke som den burde. Ærgeligt, for filmen har mod og gode intentioner, og Kevin Spacey har en god stemme, som man aldrig rigtig ved om man kan spore godt eller ondt i, hvilket langt hen ad vejen tilføjer en ubehagelig suspense til plottet.
Filmens første fremvisning i Cinemateket (torsdag d. 18/2, kl. 19.15) er til gengæld gratis for medlemmer. Og uden at prange er Moon i hvert fald et gratis biografbesøg værdigt!
