Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Serien er baseret på en amerikansk efterretningsenhed, hvis historie strækker sig tilbage til 1882, hvor enheden Office of Naval Intelligence (ONI) blev oprettet og fik til opgave at samle informationer om verdens ledende flådemagter. Senere har enheden skiftet navn til det NCIS, som TV-serien er opkaldt efter – men derefter er der nok på mange måder ikke meget lighed tilbage mellem virkelighed og fiktion.
TV-serien følger en gruppe fiktive agenter, som tilsammen dækker retsmedicin, IT-kundskaber, sagsbehandling og hvad der ellers er nødvendigt for at afdække og uskadeliggøre trusler fra kriminelle, terrorister og fremmede magters efterretningsvæsener mod den amerikanske flåde, hvad enten truslerne forekommer til lands, til vands eller i cyberspace.
Seriens persongalleri består af skæve og/eller nørdede karakterer, der måske ikke virker så pokkers overbevisende som effektive og fokuserede politi- og efterretningsagenter. Lad nu bare dén slags puritansk navlepilleri ligge og se i stedet på, om serien underholder og der er et fornuftigt drive i episodernes handling og i relationerne mellem seriens hovedpersoner. Og set med dét perspektiv byder NCIS The Twelfth Season faktisk på overraskende gedigen underholdning.
Sæsonen starter, hvor en cliffhanger afsluttede 11. sæson med at gruppens leder Gibbs sammen med computernørden McGee bliver skudt ned Rusland, hvor de ikke har held til at uskadeliggøre terroristen Mishnev. Serien bevæger sig både i internationale konflikter og i opklaringsopgaver af mere … lokal karakter. Kittet mellem episoderne er derfor først og fremmest ’spillet’ mellem den hårde leder Leroy Jethro Gibbs, flødebollen Anthony DiNozzo, retsmedicineren Abby Sciuto, dennes kollega Donald ”Duck” Mallard og mange flere. Og der er såmænd også plads til at følge de enkelte personers liv og relationer uden for teamet, uden at man ligefrem bliver tilskuer til personers parterapi.
Ganske få ord er faktisk nok til at karakterisere personerne, men i seriens kontekst supplerer de hinanden fornuftigt. I hvert fald bliver antager personlige uoverensstemmelser og drillerier aldrig så voldsomme proportioner, at det påvirker deres evne til at opklare en sag. Til gengæld kan man måske indvende, at stemningen tit og ofte udvikler sig absurd, for eksempel når McGee og DiNozzo udveksler synspunkter om kvinder, romantik og dén slags – mens de er på overvågning eller ved at pågribe en mistænkt.
NCIS The Twelfth Season er en solid amerikansk TV-produktion, ingen tvivl om det. Det skal også fremhæves, at særligt Mark Harmon som Gibbs og David McCallum som ”Duck” Mallard er tegnet med en karakter, der rækker ud over den renskurede kliché. Sidstnævnte bør ikke mindst huskes fra rollen som Illya Kuryakin i TV-serien ”The Man from U.N.C.L.E.”, der kørte over skærmen fra 1964 til 1968. Det kan dog irritere, at de relativt korte episoder – hver på lige akkurat 40 minutter – tydeligt bliver hakket i stykker af sort-hvide stillbilleder, hvor reklameblokkene normalt bliver lagt ind.
Spændende uden at være knugende. Plads til personbeskrivelse uden at det bliver kammerspil. Samlet set er der over 16 timers gedigen, letfordøjelig underholdning at hente i denne 12. sæson. Ekstramateriale underbygger fint seriens tone og underholdningsværdi.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.
