Filmen ”Juno” var et kæmpe hit hos publikum og anmeldere. Holdet bag ”Juno” fortsætter i samme dur og har omsat Rachel Cohn og David Levithans roman ”Nick and Norah’s Infinite Playlist” til en halvanden time lang tur gennem New York.
Nick (Michael Cera) spiller bas i et undergrundsband og er lige blevet droppet af din kæreste, Tris (Alexis Dziena).
Norah (Kat Dennings) har en stor interesse for musik og en aften spiller hendes yndlingsband, Where’s Fluffy, et hemmeligt show i New York. Spillestedet skal findes og Norah lokker sin veninde Caroline (Ari Graynor) med. Nick er også vild med Where’s Fluffy og ham og hans venner tager ligeledes til New York for at finde bandet.
Nick og Norah støder ind i hinanden på en bar og en kemi opstår mellem dem. Der er bare det problem at Nick’s ekskæreste og Norahs on-and-off kæreste, Tal, er noget af en forhindring. Og Norahs veninde, Caroline, gør heller ikke aftenen til en dans på roser.
En stor del af filmen drejer sig om musik. Indie rock så som Devandra Banhart (som i øvrigt dukker op i et splitsekund i filmen), Band of Horses, Bishop Allen og Shout Out Louds.
Det er en smule farligt at forsøge at prædike sin musiksmag; musikken i filmen er netop instruktørens egne favoritter. Især hvis det er en musiksmag man gør en dyd ud af at holde undergrund.
For Nick og Norah forsøger filmen igennem at jagte dette undergrundsband der er så undergrund vi som publikum ikke får hverken musik at høre eller band at se.
Det bliver let til et latterligt portræt af en scene med nogle stereotype karakterer, men omvendt er det også et fint indblik. Er man interesseret i musik er filmen et udmærket portræt og indblik. Er man ligeglad med indie rock og undergrundsscenen er meget af filmen tabt og uinteressant.
Der er rigtig meget i filmen der varmer om hjertet, der får smilebåndet til at trække sig frem og tilbage og der er ingen af skuespille-præstationerne der er forkert castet.
Den fulde Caroline spilles af en morsom Ari Graynor, der giver fuld-teenager-i-ungdoms-film dybere mening og en hel del af filmen karakter.
Michael Cera, som også spillede den mandlige hovedrolle i Juno og førhen var nørdet teenager i ”Superbad”, har lidt mere kant i rollen som Nick. Han kan ikke løbe fra sit nuttede udseende, men hans karakter er mere spændende og udfordrende end han førhen har præsteret.
Kat Dennings, i rollen som Norah, danner et godt makkerpar med Cera og deres ping-pong samtaler virker ganske fint. Instruktøren har formået at skabe interessante replikker og samtaler mellem skuespillerne uden at det bliver for kedeligt.
Som reklamerne lover vil fans af ”Juno” højst sandsynligt finde ”Nick and Norah’s Infinite Playlist” yderst vellykket og hjertevarm.