Skriv en kommentar
Nick Cave er som en kannibal. Ved filmens begyndelse fortæller den ikoniske musiker roligt, hvordan han først koger og fortærer sine kære for sidenhen at spytte dem ud igen som forvrængede skikkelser i sange. Det var omtrent sådan, jeg havde det efter at have set Nick Cave: 20.000 dage på jorden; som om jeg var blevet slugt med hud og hår af den forførende australier for kun nådesløst at blive spyttet ud i virkeligheden igen som en ny, forvrænget udgave af mig selv.
En dag i rockikonets selskab
Den allerede vågne Nick slukker for sit væggeur og står op til den tyvetusinde dag af sit liv. Han går ud på badeværelset, kigger sig i spejlet og sætter sig derefter ind i sin dystre skrivehule. Over disse hverdagsritualer svæver hans dybe, melodiske røst. I lyriske vendinger fortæller den om de tanker, der gemmer sig i hovedet på en af vor tids tids største rockmusikere.
Filmens første scener lover os, at vi skal følge Nick gennem en hel dag. Men hvad der til at begynde med ligner en forholdsvis realistisk skildring, ændrer hurtigt karakter til noget helt andet. Portrættet glider over i en art drømmende dokufiktion, hvor meditative jam-sessioner flettes sammen med løsrevne samtaler, som Nick fører med hhv. psykologen, bandmedlemmerne og spøgelserne fra fortiden. Mange af disse dukker op pludseligt, men naturligt som var de ventede på forhånd - præcis som i en drøm. Det ene øjeblik er Nick alene i bilen. Det næste sidder Kylie Minogue på bagsædet og fortæller smilende om den første gang, hun så ham optræde live. Han var som et træ, siger hun, et mørkt, vindblæst træ i en Hitchcock-film.
at krybe ind i myten
Kylies oplevelse betegner nok meget godt det billede, de fleste har af Nick Cave; dragende, dyster og imponerende på grænsen til det uhyggelige. Selvom instruktørerne Iain Forsyth og Jane Pollard kryber langt ind bag facaden i det filmiske portræt, forsøger de ikke at afmystificere legenden. De forstærker derimod den mytologiserede aura omkring ikonet Nick Cave. Samtidig giver filmen dog en dyb forståelse af manden, lyrikeren og kunstneren og trækker os længere ind i hans fortryllende tankeunivers. Det er til dels denne balance mellem fortsat mytologisering og nøgen ærlighed, der gør det intime portræt så uendeligt stærkt og vellykket.
Mens cocktailen forfører med sin meditative stil, kræver Nick Caves egne interessante refleksioner sit publikums fulde opmærksomhed. Man slumrer altså ikke bare hen i tankeløs velbehag. Det er en udsøgt fornøjelse at være med i bilen, når Nick taler med sine medpassagerer, men du må læne dig godt frem og høre opmærksomt efter, hvis du vil have hvert eneste guldkorn med dig, når du stiger ud igen. Og det vil du med garanti, for hver en sætning klinger, stritter og overrasker. Ligesom i et Baudelaire-digt, eller, ja, en Nick Cave-sang.
Spis mig igen, Nick!
En stor tak til Iain Forsyth og Jane Pollard og alle andre, der var med til at bringe dette næsten elektriske, sitrende portræt til verden. Tak fordi I ikke forsøgte at skrælle myten af et rockidol, men i stedet bestræbte jer på at trænge dybere ind i hans mytiske univers. Det er lykkes ud over alle forventninger.
Allerede nu, kort tid efter jeg har set filmen, har jeg lyst til at blive spist af kannibalen igen og atter engang lade mig omslutte af hans fantastiske, monstrøse indre. Men for nu er jeg tvunget til at forblive i den virkelige verden - lettere forvrænget og en smule klogere – hvor jeg bakser med den umulige opgave, det er at formidle så god en kunstoplevelse videre. Det kunne nu nok gøres meget bedre, altså det med formidlingen - men en film om Nick Cave, den kunne nok ikke være udført meget finere..
