Skriv en kommentar
Der er på sin vis noget vovet over en film, der handler om, at julemanden dør. Det rokker så afgørende ved myten, ved fantasien om julemanden som noget overnaturligt og udødeligt. Ikke desto er det, hvad der sker ved indledningen til filmen. Lokalrådet – eller hvad man nu skal kalde det … - på Nordpolen træder sammen og udpeger julemandens søn som hans efterfølger.
Det er han imidlertid ikke mærkbart glad for eller stolt over. Så på inspiration fra sin søster, Noelle, drager han ganske tæt på julen på weekend i af alle steder Phoenix, Arizona. Noelle må krybe til bekendelse og indrømme, at det er hende, der har lokket broderen på afveje. Så hun ender med selv at tage turen i rensdyrtrukket slæde – og med barnepigen Polly på slæb - til Arizona. Dér opdager hun blot, at broderen har slået sig ned som yoga-instruktør. Dertil kommer, at omgivelserne har svært ved at tro hendes historier om, hvor hun kommer fra – og hvorfor hun vil ha’ broderen med tilbage til Nordpolen. Så for en ordens skyld bliver hun indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Historien starter lige en tand for fjollet, hvor Noelle står som en snotforkælet teenager, der ikke ka’ finde ud af at rydde op på sit eget værelse. Der går dog ikke længe, i hvert fald ikke efter at hun er dumpet ned i Phoenix, før hun tydeligt vokser i karakter, føler ansvar og omsorg – og samtidig viser at have visse af sin fars sprogevner og menneskekundskaber. På den måde bliver Noelle en dannelseshistorie uden at være tungt læsset med psykologisk drama. Tværtimod lander filmen fint som en komedie, der ser sit primære mål som at være lettilgængelig og munter julehygge foran skærmen.
Der er mange elementer undervejs, som bidrager til at hive mundvigene opad. Lokalrådet bliver kaldt til orden med en stor hammer – der går i stykker, fordi den i realiteten blot er enden af en kæmpe polkagris. Rensdyr og nisse-/julemandskostumer vækker med rette postyr i Phoenix, hvor folk i øvrigt går runde i skjorteærmer. Da julegaverne skal deles ud, er der et enkelt, hvor julemanden kan spare sig. Den forsamlede familie spiser kinesisk take-away og siger samstemmende ”Were’ Jewish”. … og så er det altså en fornøjelse at se 86-årige Shirley MacLaine som den muntre men også syrlige barnepige Polly.
Der er lidt rigeligt knald på flyveturene med den rensdyrtrukne slæde – i forhold til, at det altså IKKE er endnu en episode i én eller anden Star Wars-serie. Til gengæld har instruktøren Marc Lawrence tøjlet de filmiske virkemidler i øvrigt fint godt i spænd med plot og cast – og det er da grundlæggende sympatisk at udlægge julebudskabet som et spørgsmål om at give, ikke at få.
Når vi alligevel er dømt til familiejulehygge uden alt for mange mennesker omkring os, så er ”Noelle: Julemandens datter” absolut være at bruge en time og fyrre minutter på.
