Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Guy (!) har forladt sin utro kæreste i London og er taget tilbage til Dublin, hvor han bor sammen med sin far. Den ene halvdel af dagen hjælper han sin far med at reparere støvsugere, den anden halvdel spiller og synger han sange til eget guitar-akkompagnement på gågaden. Girl (!) har forladt Tjekkiet og sin mand for sammen med sit barn og sin mor at prøve lykken i Dublin. Hun gør rent, og hun sælger blomster på gaden. Og så kan hun spille klaver. Da Guy og Girl møder hinanden begynder et musikalsk samarbejde og et venskab.
Havde historien været gennem-konventionel ville vi nu vide, hvordan det vil gå. Men det ved vi ikke med ”Once”. For historien er ikke spundet op over den store forelskelse, men over det limbo, man kan stå i, når den kærlighed man troede på måske ikke lykkedes i første omgang. Et limbo der beskrives ved den musik Guy og Girl spiller sammen – og som for øvrigt understreges ved personernes eksistentielle navne. Musikken forløser de følelser der ikke blev mødt dengang, og de følelser, som han og hun står med nu. Det er filmens fortællemæssige clou, at den evner at beskrive det kærligheds-limbo, og endda også forstår at fortælle noget om den værdi der ligger i at give sig følelserne i kreativ vold, når og hvis man havner der.
Det er helt i tråd hermed, at der ikke sker voldsomt meget i filmen. Vel er der en udvikling frem mod en anderledes slutning, men filmens force er næppe handlingen, men den utroligt fine stemning, som sangene, den følte dokumentariske stil og ikke mindst de uskolede skuespillere tryller frem.
Vel lidt over halvdelen af filmens scener skildrer, hvordan filmens to hovedpersoner spiller og øver deres musik på gaden, i lejligheder, i en musikbutik og i et studie. De øvrige scener skildrer først forsigtige og sidenhen mere umiddelbare, talende møder mellem de to. Guy og Girl er på én gang blufærdige, når de taler, og fulde af saft, kraft og indsigt, når først musikken og de moderne irske ballader tager over. Og så hjælper det vel også gevaldigt, at de to hovedpersoner for så vidt kan spille sig selv, om jeg så må sige; Glen Hansard og Markéta Irglová var musikere og i øvrigt også venner før filmen.
Den irske instruktør John Carney er konsekvent og ferm i sin brug af håndholdt kamera og kornede billeder uden ekstra lyssætning. På intet tidspunkt er man i tvivl om, at det er vigtigere for ham at skildre stemninger frem for mere eller mindre voldsomt pacede handlinger – og urealistiske (for)løsninger.
DVD-en har meget ekstramateriale. Der er to udmærkede kommentator-spor, et for det filmiske og et for musikken. Mere spændende er dog de to featuretter, making ”A Modern Day Musical” og ”More Guy – More Girl”. For en gang skyld oser featuretterne af et oprigtigt filmisk (og her også musikalsk) engagement uden de sædvanlige overdrivelser omkring egen eller hovedrolle-skuespiller eller instruktørs fortræffeligheder. Lav-produktions-omstændighederne skildres fint, ligeledes udviklingen fra idé til manuskript, og ikke mindst arbejdet med amatørskuespillere der ”spiller sig selv”.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
