Skriv en kommentar
Ensidigt musiknørderi
Som musiknørd er dette langtfra den første musikdokumentar denne anmelder ser, og på overfladen er dette også en meget velproduceret en af slagsen. Bevares, når Martin Scorsese har været inde over kan det ikke blive helt dårligt. Både lydbilledet, billedsiden og flowet er lige der hvor det skal være, og der bliver ovenikøbet prydet med interviews fra prominente kunstnere indenfor musikverdenen så som Bruce Springsteen, Eric Clapton, Taj Mahal, Bob Dylan, Peter Gabriel, Van Morrison, George Harrison mfl. Næh, det hele er på sin plads lader det til. Men der er en stor ting som denne dokumentar lider under, og det er ensidighed.
Hvis man kender lidt til The Band og deres historie, så ved man at det startede godt, endte skidt og at de alle sammen er døde på nær Garth Hudson og Robert Robertson. Udover gamle filmklip er Garth Hudson ingen steder at finde i denne dokumentar, så det er selvsagt kun Robert Robertson der sidder som den eneste fra det originale band med den altafgørende stemme, og han er ikke bange for at sætte sig selv op på en piedestal. Ifølge Robert Robertson var det ham der skrev næsten alle numrene, skabte alle kontakterne udenfor bandet og var den kreative force bag alt. Ifølge ham, var de andre for dovne og for meget på stoffer til at følge hans tempo. Hvor rigtigt det end kan være, mangler man i sådanne nogle tilfælde desperat en anden side af historien, og det får man bare ikke her. Der bliver brugt gamle arkivklip med interviews fra de andre bandmedlemmer, men de siger aldrig noget negativt eller noget der er imod Robert Robertsons side af historien.
Krediteringsproblemer
I start 80’erne, efter The Band havde brudt op, kom trommeslageren Levon Helm og Robert Robertson op at skændes. Levon Helm var utilfreds over, at Robert Robertson kun havde krediteret sig selv på næsten alle sange fra The Band, så det kun var ham der fik royalties. Levon Helm mente at alle sangene blev skabt via en større kreativ proces, og at de andre også burde få en mønt for deres arbejde. Hele denne strid bliver der ikke lagt så meget vægt på i dokumentaren, og det der bliver sagt om den fra Robert Robertsons side er, at Levon Helm på det tidspunkt var på stoffer og døjede med slem jalousi. Igen sidder man og har desperat brug for en neutral stemme i denne historie, og ikke bare den enes version af en strid. The Band blev i øvrigt genforenet uden Robert Robertson i midt firserne, og spillede helt til slut halvfemserne sammen, så man kan spørge sig selv hvem der er værd at lytte til i denne historie. Ham der syntes at han var den bedste i gruppen og alle andre var dovne, eller alle de andre der tilsyneladende syntes ham den ene var lidt for højrøvet og fortsatte uden ham? – Denne dokumentar har allerede valgt side for dig.
Meget kan man sige om Robert Robertson, men han er en god historiefortæller, og Once Were Brothers: Robert Robinson and The Band er skide god historiefortælling. Især som musikelsker, er den en fryd for både øre og øjne. At følge et bands kreative rejse helt fra deres rockabilly rødder til de psykedeliske halvfjerdsere er dejligt nørdet, men Robert Robertson er en meget selvromantiserende mand, og skønt han mange gange er meget respektfuld overfor de andre bandmedlemmer, så siger han pludseligt noget radikalt, og der er ingen til at svare ham imod…
