Skriv en kommentar
Den amr. instruktør/forfatter Paul Thomas Anderson, hvis mesterværker blandt andet tæller “Magnolia” 1999, “There Will Be Blood” 2007 og “Phantom Thread” 2017 kan føje endnu en filmperle af mere politisk og udfordrende karakter til sin filmografi “One battle after another” 2025 som i tråd med de andre værker får vævet rige og komplekse fortællinger sammen. Filmen er løst baseret på romanen fra 1990 med titlen “Vineland” af den amr. forfatter og litterær gigant Thomas Pynchon.
Andersons adaptation fra bog til filmlærred er ikke en-til-en eller slavisk følger bogens kronologi, men slår ned på tematiske politiske omdrejningspunkter og bevarer den rebelske ånd og absurde komiske tone. Bogen og filmen deler stor afsky og nærmest dæmoniserer de militære autoritære hvide ældre mænd og frembringer melankoli og dyb smerte over at leve i en til tider meningsløs verden, der synes at være ved at kollapse omkring os. Et taktisk og følelmæssigt anker i den ellers vilde film, som “One battle after another” er, formår Anderson at plante et solidt og rørende far/datter forhold, hvilket giver filmen et ubestrideligt ekstra emotionelt lag.
Vi introduceres til Bob Ferguson (spillet med bredtspekteret følelsesregister af Leonardo DiCaprio) som en lidt nervøs og frygtløs ung revolutionær og del af oprørsbevægelsen kendt som French 75 i filmens eksplosive åbningsscene. Han er romantisk involveret og dybt fascineret af ildsjælen og revolutionæren Perfidia (spillet med en råhed og charme af Teyana Taylor), hvis lidenskab for revolutionen og uforudsigelighed viser sig at være både en styrke for sagen og i sidste ende en svaghed for hendes eget fald.
Filmen spoler 16 år frem og vi ser Bob leve et liv i paranoia og den revolutionære ånd er gået fuldstændig af fløjten. Han ligger på sofaen dagen lang, ser gamle film og gentager replikkerne, ryger masser af hash og drikke en del øl og er alenefar til teenagedatteren Willa (spillet med stor ro og skarphed af Chase Infiniti), som tydeligvis har arvet sin moders styrke fysisk og mentalt og turnere svar med en hurtighed og skarphed, så hendes far bliver nødt til at bede hende sætte tempoet ned og gentage ting.
Vendepunktet i Bob Fergusons utrolig kedelige og paranoide hverdagsliv bliver da den franske 75’ers gamle nemesis, oberst Steven J. Lockjaw (spillet eminent af Sean Penn) pludselig dukker op og har sigte på datteren ’ Willa. Bob kaldes tilbage til handling og til at genoptage gamle kontakter og lave nye alliancer for at beskytte og redde sin datter Willa og i den tour-de-force som far/datter udsættes for, tændes Bobs revolutionære gnist igen.
DiCaprio spiller Bob Ferguson med stor omhu og allermest synes han at fortsætte i en slags ny ‘løbebane’, der begyndte med “Once upon a time in Hollywood” 2019 og “Killers of the flower moon” 2023 med at spille ‘svage’ mænd, der vitterligt selv tror på, at de besidder evner og storhed i sig ud over det sædvanlige.
Selvom “One battle after another” og med den fulde titel “The battle of Baktan Cross” på mange måder er en typisk Paul Thomas Andersons film med action-paction biljagter, skududvekslinger, militære henrettelser, bankrøver, belejringer/revolution er det også en af filmskaberens mere melankolske værker, hvor de ‘fanden-i-voldske’ oprører og politiske aktivister har ladet tiden glide fra dem og mistet de ungdommelige idealer og kampgejsten, der en gang gav deres liv et vitalt og galoperende adrenalin pust. “One battle after another” bliver mere en undersøgelse end et filmværk, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig sker efter revolutionen, når de handlinger og kampe, som de har foretaget og knoklet for kun giver sig udslag i overfladiske forandringer og langsomt begynder at falme for derefter at ende i en slags dystre status quo og trække sig tilbage som en dårlig lugt.
