Skriv en kommentar
Man starter vel aldrig en filmanmeldelse med at spørge læserne; er det ikke mærkeligt at tænke på, at Christopher Nolan kun har 12 film på bagen?
Jeg kan ikke engang selv tro det når jeg skriver det, men det er sandt.
Men sikke en bag, og sikke en fremtid. Læg mærke til, at jeg sætter fokus på nutid og fremtid, noget en Nolan connaisseur vil fange med et blikfang.
Man er vel ikke et sekund i tvivl om at jeg er fan. Stor fan. Det er dæleme svært ikke at være farvet i min anmeldelse. Men i kan være sikre på at jeg vil gøre mit bedste.
Jeg har bevidst, hverken set trailere, læst om handling, set videoer eller haft andet info omkring Oppenheimer. Jeg vidste kun at den skulle handle om FADEREN til atombomben og at dele af den bliver vist i sort hvid, og dele i farver, for at indikere hvilket personperspektiv man ser historien fra. Genialt.
Alt dette for at være så uvidende og overrasket, når jeg gik ind for at se filmen.
Derfor er det noget nær et kæmpe paradoks, at jeg skriver er anmeldelse, der har til formål, at få folk til at danne en mening om filmen, og tillokke eller fravælge at se den.
Hykleriet længe leve!
Let's go.
Nolan trækker os denne gang til Europa og USA, i tiden hvor Nazityskland regerede.
Under et besøg i USA, siger stabile kilder, i form af den danske fysiker Niels Bohr, at Nazisterne arbejder på en atombombe, der skal give dem yderligere magt, i en allerede forfærdelig verden.
Historisk set er USA kendt for, at ville være først og bedst fremme med alt hvad der indebærer våben og teknologi, og deraf bliver Manhattan Projektet født for, at USA skal være de første der skal opfinde atomvåbnet, koste hvad det vil.
Projektet skal ledes af J. Robert Oppenheimer (Cillian Murphy), der har potentialet, kendskabet og kontakterne til nogle af verdens største hjerner, i form af bl.a. Albert Einstein og førnævnte danske juvel.
General Groves (Matt Damon), står i spidsen for projektet, og han er Oppenheimers ven og fjende på samme tid, da de typisk er enige om at være uenige.
Alt bliver sat, og der bliver oprettet en hel by i Los Alamos, med det formål at atomvåbnet skal opfindes og afprøves.
Men intet er så harmløst i praksis som i teorier, og hvad er formålet egentlig med hele projektet?
Er det at udøve magt, eller blot, at have overhånden så andre ikke kan misbruge sådan en opfindelse?
Men før alle andre, er der så en chance for, at opfindelsen kan udslette verden i hele forsøget?
Siden vi alle sidder og læser dette, og rent faktisk trækker vejret, så kan vi før at have set filmen, konkludere at det ikke bliver tilfældet.
Dette er ikke en film blot om atombombens opfindelse og tilblivelse, men om tanker, tvivl, bedrag, og menneskets psyke, i en verden hvor man aldrig kan føle sig sikker.
Min pointe er, at hvor filmen sagtens kunne have sluttet, rent handlingsmæssigt med atomvåbnet, fortsætter den yderligere til tiderne efter, hvor Oppenheimer bliver offer for sin og sine venners opfindelse, og en magtkamp der gør, at han lige pludselig bliver beskyldt for kommunistiske sympatier.
Selvom det er svært vil jeg ikke afsløre mere, men blot sige, at alt bliver spist råt og er acceptabelt når det er Nolan.
Det er instruktøren der er superstjernen, selvom der er et hav af a-list skuespillere med i filmen.
Han går denne gang i nye overraskende retninger, som man ikke har set ham gøre før. Det er i form af visuelle nytænkninger, og nye måder at vise psykiske og fysiske passioner og lidelser på.
Rene guldkorn og subtile budskaber for alle pengene.
Intet er så simpelt som det lyder.
Man kan med ro i maven sige, at Nolan ikke ligefrem er kendt for at fokusere på tid, sted, lag, interne lidelser, eksterne udfordringer, mastodonters magtkampe og slet ikke for at lege med seernes tanker, så de flere minutter, timer, dage og uger efter, tænker over hvad der i virkeligheden skete i hans film.
Hov, lavede jeg lige en Nolan på jer?
Plantede en tanke, kreerede en alternativ virkelighed, fik jer til at tvivle på det i så, læste og tænkte?
Der er kun én måde at finde ud af det på.
Nu gør jeg noget jeg aldrig nogensinde har gjort før, og giver dette brag 6 stjerner.
Og det er kun fordi jeg ikke kan give den mere.
Nolan for life... eller death.
Punktum.!
