John Ford instruerede i 1937 filmen ”The Hurricane”, som i dag fremstår som en af datidens klassikere. I 1979 gav svenske Jan Troell (Hamsun, Maria Larssons Evige Øjeblik) selvsamme film en moderne opdatering med stjerner som Jason Robards, Mia Farrow og Max Von Sydow på rollelisten. Den efterhånden 34 år gamle film kan nu opleves på dvd.
Charlotte (spillet af Mia Farrow – Rosemary's Baby) er datter af den flådekaptajn (Jason Robards - Magnolia) som står i spidsen for at lede de amerikansk-kontrollerede Samoa-øer. På den ø hvor handlingen udspiller sig, forelsker Charlotte sig i den lokale høvding Matangi, som ellers står overfor at skulle giftes med en af sine egne. Det leder til et opgør mellem to meget forskellige kulturer, for Charlottes far bryder sig bestemt ikke om hendes eskapader. Men da en kraftig orkan indtræffer, finder Charlotte kun tryghed et sted. I armene på Matangi.
Orkanen er meget tidstypisk i sine filmiske virkemidler. Specielt i scenerne med slagsmål kan det hele godt virke lidt komisk og idéforladt. Stuntmen er der i hvert fald ingen af, så de stakkels skuespillere må jo klare sig selv. Klipningen og hele filmens progression er også mangelfuld. Fra det ene øjeblik kan der være høj sol på himlen, for det næste at være mørkt og overskyet, selvom vores personer ikke har flyttet sig en milimeter. Det er med andre ord, alt for tydeligt hvornår optagelserne har holdt frokostpause. En ting som man næppe ville opleve på samme måde anno 2013.
Men sorterer man disse filmtekniske elementer fra, så handler det jo om hvorvidt der er en historie at fortælle og om den bliver leveret troværdigt af skuespillerne. Men det lykkes heller ikke sådan for alvor. Titlen taget i betragtning, så spiller orkanen ikke den store langvarige rolle (selve orkanen indtræffer også først lige før vi runder halvanden time), men er mere et udslag for den romance som bliver fuldbyrdet af Charlotte og Matangi. Den opbyggende fortælling om kærlighedens dilemmaer, virker noget fortærsket og genbrug på nye flasker. Og skal der være elementer som skulle fremkalde vores ypperste opmærksomhed på følelsesbarometeret, så er det ledsaget af overdramatiseret underlægningsmusik. Man er simpelthen ikke i tvivl om hvornår man ”helst” skal tænke ”ej, hvor synd”, ”uha” eller ”godt klaret”. Det bliver i det lange løb en alvorlig klods om benet på ”Orkanen”.
”Orkanen” er en af disse film om vanskelig kærlighedsforhold. Dem har vi set nok så mange af gennem tiden, og det er altså særdeles svært at pege på lige den detalje der skulle gøre at filmen her skiller sig ud og fremstår som et værk man bare ikke glemmer. ”Orkanen” er til syvende og sidst altså ikke meget mere end et pust i sivene. Man kan dog altid nyde den dejlige location, nemlig Bora Bora, hvis man, som mig, ikke blev synderligt optaget af handlingen.
Ekstra materialet består af et slideshow med stills fra filmen samt en stak trailers for andre dvd-aktuelle film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.