Skriv en kommentar
Per Oscarsson er manden bag døren og manden bag en karriere på langt over hundrede film. Det er ingen novice vi har at gøre med her. Alligevel virker den aldrende svensker ganske upåvirket af virakken omkring hans person. Vi er i loungen på Scandic Hotel, hvor Per Oscarsson, i forbindelse med CIFF, har indfundet sig for at fortælle om sin nyeste bedrift – Manden Bag Døren.
Ydmygt læner Oscarsson sig tilbage i stolen med dagens første kop kaffe solidt plantet foran sig og begynder. ’Det er det bedste jeg har gjort. Det siger min kone i hvert fald. Men jeg har ikke selv set filmen endnu. Så det vil vise sig om hun har ret. Det bliver spændende, når jeg skal se den sammen med et biografpublikum. Det er den endelige bedømmelse på anstrengelserne. Det er som at havne i skærsilden’, fortæller han med et glimt i øjet. Per Oscarsson ser ’Manden Bag Døren’ som sit absolutte højdepunkt. Og det er selv om, han har indspillet film igennem de sidste seks dekader. ’Ja, jeg har lavet film i godt tres år. Det er længe. Det er rigtigt længe. Men jeg begyndte også tidligt. Jeg har vel været omkring de seksten år. I dag er jeg en gammel herre på 76 år’. Lidt efter afslører Per Oscarsson, at der naturligvis har været mange højdepunkter i hans livslange manifestation af en karriere. Alligevel bliver ’Manden Bag Døren’ ved at snige sig ind i samtalen. ’Jeg kan ikke komme udenom ’Manden Bag Døren’ som et højdepunkt. Det føler jeg den er. Jeg har haft mange højdepunkter. Og man bliver jo ældre. Denne her rolle er skrevet til mig. Det er ikke mange roller, der skrives til ældre mennesker. Langt de fleste roller skrives til de unge. Det er jo også to unge mennesker, der har hovedrollerne’, filosoferer han.
Per Oscarsson tænker utvivlsomt på Nicolaj Coster-Waldau og Iben Hjejle, der, ihvert fald på papiret, har de bærende roller. Om det rent faktisk er sådan, skal være en smagssag. Han er ikke i tvivl om, hvorfor der for det meste skrives roller til de unge skuespillere, mens roller til de ældre generationer er en sjældenhed. ’Jamen det er da helt klart fordi, det er den gruppe skuespillere, der appellerer til den filminteresserede målgruppe. Det er dem, folk vil se. Da jeg selv var ung skuespiller, fik jeg også selv tilbudt flere af den slags roller’, erindrer han.
For Oscarsson var det ikke en drengedrøm, der gik i opfyldelse. ’Nej, nej, jeg ville være konge. Og jeg ville være ridder. Og jeg ville være bokser. Jeg ville være alt muligt. Jeg ville være som dem. Som heltene i på lærredet. Jeg så skuespillerne som personer. De var heltene, vi så op til. Men det var først, da jeg var 16 år, at jeg fandt ud af, at jeg noget specielt i mig. At jeg havde en evne for skuespil. Langt de fleste skuespillere liver op på en scene. De har mekanismer til at gå ind ad ’bagvejen’ og krænge sjælen ud. De er først hele mennesker på en scene. Sådan har jeg det også’.
Per Oscarsson havde dog aldrig troet, at han stadig ville lave film tres år senere. Endnu mindre, at flere af dem ville blive med den dansk instruktør Jesper W. Nielsen. ’det er blevet til et par stykker af Jespers film. ’Den sidste viking’ og ’forbudt for børn’ og nu senest ’Manden Bag Døren’’.
