Skriv en kommentar
Den første "Pitch Perfect" fra 2012 var en forfriskende morsom og musikalsk medrivende fornøjelse. Idéen med en film om et college a cappella band, bestående af forskellige piger, som skulle konkurrere imod andre a cappella bands, for at vinde en gylden pris, var måske ikke den mest originale idé. Men filmen hev velfortjente points hjem på dens positive energi, de gode coversange og den uimodståelige Rebel Wilson, der stjal scenerne, som den iltre spradebasse Fat Amy. Det var ikke en perfekt film, men den blev trods alt en verdensomspændende succes. Og succeser er noget Hollywood elsker at malke på. I stedet for at stoppe mens legen er god. Og 2'eren var derfor også langt mindre original og underholdende. Men til trods for al kritikken den fik kastet i hovedet, var der naturligvis også vedholdende fans af 2'eren, så en unødvendig 3'er blev annonceret og fik præmiere i USA i 2017, og nu i Danmark her i starten af 2018. Og lad os da endelig krydse fingre for, at det bliver den definitivt sidste "Pitch Perfect" film.
Det kyniske voksenliv
Efter begivenhederne i "Pitch Perfect 2", hvor "the Bellas" vandt verdensmesterskaberne i a cappella, og de samtidig dimitterede fra college, er sanggruppen nu gået i opløsning, og pigerne lever hver især deres eget voksenliv. Becca, der bor sammen med Fat Amy, er blevet musikproducer, men hader den musik, som hun producerer, samt de kunstnere hun producerer for. Fat Amy er arbejdsløs og nasser på Becca, i håb om at Becca vil betale deres husleje. Resten af slænget er ligeledes heller ikke udprægede fans af det kyniske liv som voksne. Kun Emily har nu sin egen a cappella gruppe og synger stadig. Da chancen byder sig for et tiltrængt comeback for "the Bellas" smider de alle, hvad de har i hænderne, for at tage afsted og underholde USA's soldater og deres familier, samt forsøge at vinde en konkurrence, hvor den prestigefyldte præmie er at varme op for DJ Khaled. Men konkurrencen er hårdere end nogensinde, da a cappella gruppen er oppe imod bands, som bruger rigtige instrumenter - enhver a cappella sangers værste mareridt.
Et makværk
"Pitch Perfect 3" er noget af et makværk. Ikke alene fungerer den tilsigtede humor elendigt, men den er også direkte tåkrummende. Skuespillerne ligner nogen, som har travlt med at komme ud af deres kontrakter, hvilket man sagtens kan forstå. Anna Kendrick ligner en der ikke gider, og legendariske John Lithgow er ufrivillig komisk i rollen som Fat Amy's far. Det hele virker på én gang alt for kunstigt. Ligeså kunstigt som brugen af en autotuner. Den ellers så geniale manuskriptforfatter Mike White (School of Rock, Brad's Status) har sammen med Kay Cannon (New Girl) skrevet et forfærdeligt humorforladt og intetsigende manuskript, som lader skuespillerne i stikken. Den gennemtæskede kliché om at din familie er dine venner, fungerer absolut, hvis den bliver brugt rigtigt, men her er den blot irriterende og mærkeligt forceret. Den eneste medvirkende, der på få tidspunkter fik mig til at trække mikroskopisk på smilebåndet, var Rebel Wilson. Men det er på en billig baggrund, da hun heller ikke holder det samme niveau fra de forrige film.
Sløset instruktion
Filmen føles i den grad som en udnyttelse af de forrige films kommercielle succes, og man kan mistænke producenterne for blot at ville grave dybt ned i folks lommer, frem for at lave en film, der kunne bidrage ordentligt til franchisen. Men så igen; malke, malke, malke. Ligeledes er Trish Sie's instruktion både sløset og usammenhængende. Specielt i filmens actionsekvenser er koreografien kluntet og kedelig.
Ikke grundlag for flere forsættelser
Måske vil filmen begejstre de mest hardcore fans. Og hvem ved? Måske beslutter producenterne sig for at lave et par prequels. Alt er desværre muligt. For med denne tamme 3'er, bør der absolut ikke være grundlag for nogen form for forsættelser.
