Skriv en kommentar
Det er en vigtig tid for Hollywood, hvor diversitet endelig er blevet sat på dagorden. Alle etnicitet og aldre bliver gerne repræsenteret, selvom de måske ikke er indenfor Hollywoods vante rammer. Heldigvis er Diane Keaton stadig et stort navn, og får nu selskab af andre jævnaldrende kvinder i deres cheerleader uniformer.
Dans for livet
Martha ( Diane Keaton) er indstillet på at tilbringe resten af sit liv på plejehjemmet ”Sun Spring”. Dog er det obligatorisk at være medlem af en klub, men da hun ikke finder en klub, der passer til hende, vil hun opstarte en ny klub – for cheerleaders. Første medlem bliver hendes nabo, Sheryl ( Jackie Weaver) og selvom Sun Spring ikke er meget for klubben, forsøger Martha og Sheryl fortsat at rekruttere medlemmer, som bliver deres livs oplevelse.
De rebelske pensionister
De trofaste skuespillere fortjener bedre end en cheerleaderfilm. De er både modige, seje og skønne skuespillere. Jacki Weaver er altid en fornøjelse og Rhea Perlman er også sjov som den lidt smånaive husfrue. Men de får bare ikke et særlig godt manuskript. Det er meget forudsigeligt uden de helt store overraskelser, og i stedet for at hylde dette alderssegment, bliver kvinderne nærmest talt ned til med filmens sorte humor og sentimentale kerne. Selvom filmen gerne vil vise et positivt budskab med sammenhold og passion i en høj alder, så forbliver filmen blot en karikatur af sit eget budskab – hvilket er brandærgerligt for sådan et talentfuldt skuespilshold.
Alt for amerikansk og sentimental
Selvom filmen har nogle få gode øjeblikke, hvor den viser sande venskaber og livet efter de 50+, så forbliver det hele meget amerikansk. Venskaberne er søde, men også meget urealistisk I deres opbygning. For hvem bliver lige hurtigt veninder med sin irriterende nabo, efter hun gang på gang viser sin amoralske side? De eneste reelle udfordringer kommer også udenfra dansegruppen, hvor både Sun Springs formand er imod gruppen og den usympatiske søn til en af dansetruppens mødre også får nok af denne absurditet. Der foregår ingen konflikter indefra selve gruppen, hvilket kan anses lidt mærkeligt. Men den er jo også lavet som en livsbekræftelse, og må helst ikke fremstå for negativt.
”Poms – dans for livet” forbliver alt for amerikansk og karikeret. Filmens få rørende er desværre ikke nok til at redde filmens farver og positive budskab.
