Skriv en kommentar
Den amerikanske comic-gone-actor Jim Carrey har gennem de sidste 15 år været et brand i sig selv. Efter gennembruddet med ”Ace Ventura: Pet Detective” (1984) har han lagt navn til en lang række publikumssuccesseer, og hans gakkede mimik og halsbrækkende fysiske udfoldelser kan indprentes på de flestes nethinder. Om det er på godt eller ondt, så ved alle hvad de går ind til når de ser ’en Carrey film’. Nogle skæve og seriøse afstikkere har der også været plads til, med ”Man on the Moon” (1999) og særligt ”Eternal Sunshine of the Spotless mind” gennem hvilke han har bevist sit værd, også udenfor sine sædvanlige ’wacky comedies’. Sidst på listen står nu roman filmatiseringen ”Mr. Popper’s Penguins”, en komedie for hele familien.
Den succesrige ejendomsmægler Tim Popper har helt klare prioriteringer. Han vægter jobbet højest, har en travl hverdag, og bor i en luksuriøs New Yorker lejlighed. Privat er han fraskilt med to børn, der kun modvilligt besøger ham, efter at han har svigtet dem og vægtet jobbet højest igennem hele deres barndom. Popper står netop overfor en afgørende handel for sit firma, der skal sikre ham en stor forfremmelse, da han modtager en gave fra sin opdagelsesrejsende fars dødsleje i Antarktis. Igennem hans opvækst har hovedparten af Poppers kontakt med den omrejsende far, været sporadiske radioopkald og pakker fra fjerne egne. Denne sidste forsendelse skal dog vise sig at indeholde noget ganske særligt, nemlig en spillevende pingvin. I al sin hast for at få dyret sendt tilbage, skabes forviklinger, og Popper ender med at få tilsendt ikke mindre end fem til af disse små dyr. De får hurtigt vendt op og ned for Poppers penthouse-tilværelse, og karrieren forsømmes, boligejerforeningen vil klage, og en nysgerrig funktionær fra den zoologiske have fatter snart interesse i dyrene – og kommer med et tilbud om at modtage dyrene, som Popper dårligt kan vente med at takke ja til. Dette ændrer sig dog, da han indser hvordan børnenes interesse og kærlighed kan genvindes gennem disse spøjse og underholdende dyr, men det er svært at holde pingviner i New Yorks centrum, og inden længe står Popper i en nedfrosset lejlighed og er på randen til at miste både job, bopæl og børnenes respekt. Nu er det for alvor tid at Popper kigger nærmere på de prioriteringer…
Jim Carrey er tidligere nået vidt omkring i filmverdenen, men igennem alle hans forskellige komedier, har der været det fælles træk, at de først og fremmest har fungeret som vehicle for hans humor og karakter. Han skabte et navn på gakket humor, vitalitet og innovation, men dette nyeste skud på stammen indeholder intet af dette. At han ikke formår det samme som tidligere, ville have været lovligt undskyldt, hvis han så i stedet forsøgte at opnå noget andet – det gør han bare ikke. Filmen bliver i stedet et potpourri af gamle genkendelige gags, hvor brusen bare er gået af.
Den sprælske mimik og motorik, der er blevet hans kendetegn, er der kun et par sørgeligt platte jordiske rester tilbage efter, og manden der blev kendt for sit gummiansigt ligner nu et tamt botoxoffer. Forbløffelsen over hans tegnefilmslignende bevægelser er nu erstattet af medlidenhed, fordi han minder om en der godt kunne bruge en tur hos kiropraktoren, en rollator eller – som minimum – en virkeligt stærk kop kaffe.
Det skal dog tilføjes, at selvom hans præstation mangler alvorlig gejst, kan man stadig mærke at han har en vis erfaring med sig i udførelsen. Man føler sig derfor aldrig helt utilpas eller i dårlige hænder hos ham, man ville bare ønske han havde udnyttet sin kunnen bedre.
Det yderligere karakter univers domineres af den konventionelle, for ikke at sige kliché, komedie familie. Den succesbesatte forretningsmand der har fortrængt alle følelser sammen med sit forfejlede familieliv. Han har en ekskone, der ikke vil have han svigter deres børn, og hun har nu fundet en ny godmodig, og noget anonymt fremstillet, kæreste. Sammen har de en humørforstyrret teenagedatter, der kommunikerer gennem sms forkortelser, og en nuttet lille søn der tror på farens forandringer. Det er nærmest så man får et lille deja vù der bringer en helt tilbage til biografsalen dengang i 1997 da Carreys ”Fuld af løgn” havde premiere. De mest originale grin er nok oprindeligt fra bog forlægget, som de vittige replikker fra Poppers bogstavrimende assistent Poppy, hvis’ konsekvente brug af p-ord skaber nogle sprogligt finurlige sætnings konstruktioner.
De nuttede pingviner, der præsenteres med navne passende til deres adfærd i stil med de syv små dværge, skal nok gøre lykke hos de allermindste, men selve historien mister pusten halvvejs igennem spilletiden - særligt når den første teknologi-hype omkring de nuttede digitale pingviner har lagt sig. Handlingen tøffer ubemærket af sted fra punkt til punkt, mens stemningen kun løftes af små bump på vejen, i form af et skægt ordspil hist og en pingvin-joke her.
Filmens målgruppe er svær at fastslå, selvom den markedsfører sig selv som en familiefilm. Humoren er meget låst fast i nutidens New York, der kræver en vis alder at sætte sig ind i, men samtidigt er fortællingen på visse punkter så simpel at det ældre publikum måske står af.
På grund af den milde overfladebehandling af temaerne, der dog ellers på visse tidspunkter virker lovende, tror man ikke rigtigt på Poppers op- og nedture, der virker letkøbte og overfladiske.
”Mr. Popper’s Penguins” bliver derfor hverken mere eller mindre end en velmenende fortælling med et kærligt og meget humanistisk budskab, der dog hverken er virksom eller elegant.
