Skriv en kommentar
Stresset succes
Praktikanten, instrueret af Nancy Meyers, ligger sig i slipstrømmen af Meyers' andre film: Det’ indviklet (2009), Når du mindst venter det (2003) og What Women Want (2000). Filmen er igen bundet op omkring humor, kærlighed, men også et kritisk blik på samme som også hendes tidligere film kredser omkring.
Praktikanten handler om det umage par, i form af den pensionerede Ben Whittaker (Robert De Niro) og karrierekvinden Jules Ostin (Anne Hathaway). Ben keder sig som pensionerede enkemand, savner hver dag sin kone og pensionisttilværelsen beskriver han som en lang disciplin af kreativitet og opfindsomhed. Derfor tager han chancen og søger en praktikantstilling hos det succesrige online modefirma, grundlagt af Jules Ostin.
Til at begynde med kan den glemsomme, stressede og til tider distræte chef, Jules, ikke komme overens med tanken om, at hun har fået en gammel mand som praktikant – en praktikant, som hun i første omgang ikke engang kan huske, hun søgte. Men med tiden som Bens livserfaring, ro og stabilitet bliver tydeligere for Jules, opstår der et venskab mellem de to ret umage figurer.
Firmaet ekspanderer derud af og er blevet en kæmpe succes, men dermed også for stor en succes og investorer spekulerer i, om Jules eventuelt skal erstattes af en mere erfaren CEO, som kan overtage en del af hendes ansvar. Dette er dog ikke nemt for Jules, da firmaet er hendes hjertebarn.
Men med en hjemmegående mand, som opgav sin egen karriere for Jules, og en pige hjemme i Brooklyn lejligheden, er det svært for Jules at nå alle opgaver på døgnets 24 timer. Beslutningen er dog ikke nem, og det er her, Jules virkelig kan trække på Bens livserfaring og gamle dyder.
Velspillende De Niro
Praktikanten er ikke banebrydende eller revolutionerende indenfor for filmbranchen, men består prøven med hjælp fra to velspillende karakterer. Især Robert De Niro gør det fremragende og bliver ét med sin karakter, Ben Whittaker. Han er overbevisende som den hjertevarme, betænksomme gentleman, som går ret ind hos de unge karrierehungrende unge i virksomheden. Sammenspillet mellem De Niro og Hathaway fungerer godt, og det er helt klart det, der hiver filmen i land.
Selve fortællingen er ikke opfindelsen af den dybe tallerken, men fordi Nancy Meyers endnu engang formår at skabe runde, dybe karakterer, bærer de filmen. Desuden berøres mere dybe emner også, såsom karriekvinden versus den hjemmegående mand og de problemer, som forhold nemt render ind i, når den ene arbejder langt mere end den anden. Disse diskussioner bliver humoristisk berørt, når f.eks. Jules og Matt’s pige, Paige, bliver afleveret i skolen eller til fødselsdage, og de andre mødre kommenterer på enten Jules manglende fravær, eller Matt’s konstante tilstedeværelse som stand-in-mor. Således formår Praktikanten at kredse omkring akutelle emner for kernefamilien og ikke mindst skæve venskaber anno 2015, men mangler dog stadig at komme ud over den ukritiske fortælling.
