Grace (Samara Weaving) har mødt sin drømmemand Alex Le Domas (Mark O’Brien), og en drøm om bryllup og familie er tæt på at blive virkelig, da hun med brylluppet vil blive en del Alex’s store, excentriske familieklan. Begejstringen overskygger alle forsigtige advarsler fra både brudgom og brudgommens bror, og Grace står stolt foran familieslottet til sit bryllup ind i Le Domas familien, hvis rigdom er skabt på et brætspils-imperium præget af livslange traditioner og djævelske alliancer.
Men bryllupsnatten tager en uventet drejning, og på slaget tolv bliver Grace, stadig i sin bryllupskjole, mødt af svigerfamiliens traditionsbundne familiespil. Som nyt medlem af familien skal hun trække et kort, der afgør hvilket spil hun skal deltage i. Udvidende om der venter, trækker Grace det sjældne kort ’gemmeleg’ og med kun et øjebliks varsel, skal hun forsøge at skjule sig i huset, mens hendes nye familie opruster med økser, armbrøst, spyd og pistoler og sætter gang i en nervepirrende jagt for at finde hende inden daggry. Det går hurtigt op for Grace, at det ikke er en helt almindelig familieleg, og det der skulle have været den lykkeligste dag i hendes liv, udvikler sig til et blodigt mareridt i kamp for overlevelse.
Trioen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillet som instruktører, og Chad Villella som producer, står bag filmen. De har tidligere arbejdet sammen under navnet ’Radio Silence’ og har lavet film som Southbound og V/H/S-trilogien, der alle har en unik blanding af humor og horror. Ready or Not lægger sig i samme boldgade med stærk morbid humor og blodig horror, der er bundet sammen af en effektiv historie, der fænger fra første klip. Klichéerne er hyppige, men passer godt ind i universet og giver plads til latter når den ene svoger gemmer sig på toilettet for at spørge google om pagter nu også bare er ren fantasi.
Det er Samara Weaving (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri), der spiller Grace, og det gør hun fantastisk. Svigerfamilien møder hende først som den sarte og uskyldige brud i hvid, der ikke skulle være en svær ”fangst”. Men de opdager hurtigt, at hun har mere ben i næsen end først antaget. Presset til det yderste, både fysisk og mentalt, udvikler hun sig og viser en indre styrke, der ikke sådan er til at gøre kål på. Hun kæmper igen med alle midler i ren kamp for overlevelse, hvor hver enkeltes sande karakter kommer frem, og viser hvad de er villige til at ofre for rigdom.
Ready or Not lægger sig i genren af slasher film, men er også lidt sin egen et sted mellem gys og humor. Den er tilpas sjov til at man spekulerer på, om det er passende at være underholdt af så blodig en film, hvor antydede gedeofringer indgår som en naturlig del af historiens univers.
Men det er en forfriskende vinkel på genren og en herlig tilføjelse med god underholdning, der får en ekstra stjerne for udvikling i både karakterer og historien. Ready or Not kan lidt mere end mange af sine søskende i genren, og er, på trods af den blodige grafik og gore, svært underholdende.
Trailer: