Denne animerede film er en direkte fortsættelse af Death Of Superman (som denne signatur ikke selv har set). Derfor kan jeg ikke skabe en direkte parallel mellem den og så Reign Of The Supermen, som det her skal handle om. Reign of The Supermen er DC Animated Movie Universes trettende film, og samlet set nummer 33 hvis vi regner med originale animationsfilm fra samme studie.
Superman mistede livet i den første film. Så meget kan man udlede alene ud fra titlen, men i Reign Of The Supermen får man også hurtig en introduktion til hændelserne, hvor Clark Kent derfor ikke længere er at finde på Daily Planet, og hvor Lois Lane er i stor sorg. Samtidig har fire nye superhelte taget over, hvor Kal-El fra Krypton slap. Men hvem er de nye tiltrædere? Ingen kender dem sådan rigtig, men det kommer de til! Tag vel imod Eradicator, Superboy, Steel og Cyborg Superman som sammen med Justice League må tage kampen op mod mørke kræfter, som truer livet i og omkring Metropolis. Gode gamle Lex Luthor spiller også en stor rolle i tingenes udvikling.
Reign Of The Supermen er flot animeret. Tydelige træk fra den hæftede tegneseries tid hylder nærmest det originale værk bag. Men er i godt selskab i universet med helte og skurke. Målgruppen kan man dog godt være noget i tvivl om, for det er næppe meningen at de yngste skal kigge med på denne tegnefilm. Den er dejligt dyster og mørk, og den er forholdsvis voldsom i sit udtryk. Samtidig kan den ikke rigtig retfærdiggøre sig i forhold til sit plot, og antallet af Supermen er for meget af det gode. Lidt lige som det er tilfældet i Spider-man: Into The Spider-Verse. Her går der også lige rigeligt bulder og brag i kampe og konfrontationer, uden at der er lagt den helt store nerve i det.
Filmen skal dog nok vinde hævd hos fans af superhelte, men for vi andre dødelige, så ender Reign Of The Supermen med at blive en sådan rimelig acceptabel forestilling, uden flere plusser i bogen. Dog er der fine ting at hente i bonusmaterialet, men samlet set kan jeg ikke strække mig over 3 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.