Det dovne rensdyr Robbie bliver af sin far Rudolf sendt op til Julemanden der søger et nyt rensdyr til at navigere kanen. Robbie får en lidt blandet modtagelse da han ankommer. Blitzen der har lederposten i gruppen kunne bestemt ikke lide Robbie’s far og derfor bestemmer han sig for at gøre livet surt for det nye rensdyr i flokken. Robbie får dog en ven i hunnen Donner der godt kan lide ham, på trods af at han er doven og fuldstændig ude af form. I gruppen er også et andet hundyr. Det er Vixen, og hende falder Robbie pladask for, men hun er gode venner med Blitzen. Da Robbie finder ud af, at Blitzen prøver på at få Robbie fjernet fra holdet, får han en gammel rensdyrtræner til at hjælpe ham, så han kan deltage i rensdyrlegene og samtidig bevise, at han er et rigtigt rensdyr-mandfolk…
Det er nogle herlige figurer der er med i filmen. Især Julemanden er god. Han har stærke briller, rød næse og røde kinder (grunden til det kan man jo kun gætte sig til), og så er han ved at tabe bukserne. Robbie kan mange ting med sin næse, og uden at jeg skal afsløre noget, så kan jeg sige at det er sjovt. Der er mange detaljer i filmen. En sæl har fået rollen som sangeren ”SEAL” der synger til et party som Julemanden afholder. De to kommentatorer på rensdyrlegene er parodier på to engelske sportkommentatorer Des Lynam og Alan Hansen.
DVD specifikationer:
Udover selve filmen er der en featurette hvor en overgearet englænder tager os med bag kameraet, hvor han viser os nogle af de sets der er brugt i filmen og vi får et par facts om produktionen. Der er et kommentarspor med instruktøren hvor han afslører en lille smule om hvordan filmen er lavet, ellers snakker han om historien og hans yndlingsscener. Der er storyboards og billeder af de engelske skuespillere sammen med de dukker de har lagt stemme til. Der skulle efter hvad jeg har læst eksistere en trailer til filmen, og den mangler i ekstramaterialet.
Man har mulighed for at vælge imellem det originale engelske lydspor der er i Dolby Digital 5.1 eller det danske der er i Dolby Surround 2.0. Både de originale stemmer og de danske er gode. Jeg foretrækker faktisk de danske i dette tilfælde, da vittighederne i filmen virker bedre på dansk og de danske stemmer erogså lidt mere komiske og passer bedre til figurerne. De engelske stemmer leveres af nogle af Englands kendte komedieskuespillere, nemlig Caronline Quentin og Harry Enfield som vi kender fra BBC TV-serien ”Når Mænd er Værst”, Jane Horrocks fra ”Little Voice” og ”Chicken Run”, Steve Coogan fra The Alan Partridge TV-show og endelig Ricky Tomlinson og Rhys Ifans fra henholdsvis ”Raining Stones” og ”Little Nicky”. Der er musik af ingen ringere end Mark Knopfler og sangeren Robbie Williams er fortællerstemmen. De danske stemmer er af Søren Sætter-Lassen, Dan Schlosser, Troels Walther, Niels Weyde og Anja Owe. Der er desuden engelske tekster.
Menuerne er animerede og er godt lavet. Billedet er i anamorfisk widescreen 1.85:1 og det står rigtigt flot. Bag på coveret står der, at den danske version er i 4:3 fullframe, men det er ikke rigtigt. Både den engelske og den danske version er i anamorfisk widescreen 1.85:1.
Filmen har to forskellige titler. Den der er angivet bag på coveret og som instruktøren nævner på kommentarsporet er ”Robbie The Reindeer in Hooves of Fire”, men i introen til selve filmen hedder den ”Robbie The Reindeer in The Great Reindeer Race”. Den sidste titel har muligvis været en arbejdstitel som så i nogen sammenhænge har overlevet. Dette er dog ikke blevet bekræftet fra filmselskabet.
Man kan ikke lade vær med at sammenligne filmen med de fantastiske film fra britiske Aardman Animations om Wallace & Gromit (Walter og Trofast), og det kan den godt tåle, men man kan sige at den bygger videre på et univers der allerede er etableret af de omtalte film, og derfor er den ikke helt så original, men det betyder ikke noget.
Det er en hyggelig film som bør nydes af både børn og voksne i dagene op til jul med klejner og gløgg! Det er en film som børnene vil elske at se igen og igen. Det eneste minus er prisen på kr. 199,-, som er lige i overkanten, når filmen kun varer ca. 30 minutter.
Hvis man lader sig registrere på hjemmesiden, så kan man downloade Robbie The Reindeer til sit Windows skrivebord. Filen fylder 2.27 mb og derudover skal installationsprogrammet downloade en nødvendig installationsfil på 1,4 mb.
Instruktøren Richard Goleszowski arbejder i øjeblikket på endnu en stop-motion film, denne gang for Aardman Animations og Dreamworks. Det er filmen "Tortoise Vs. Hare" som er den anden film i spillefilmslængde fra samarbejdet mellem Aardman Animations og Dreamworks (den første var "Chiken Run"). Den får premiere i 2003 (den slags film tager sin tid).