Skriv en kommentar
Ak, det er ikke let at være en tam ara! Forurettende bemærkninger som den i underrubrikken er stødende hverdagskost for fredsommelige dyr, når de kommer i karambolage med mindre sensible, mere lascive jungledyr. Men det er ikke kun den fordragelige ara, som falder i unåde i Twentieth Century Fox´ nye animationsfilm, Rio. Det gør denne tegnefilm også. Det er åbenbart heller ikke let at være en animationsfilm med fortegn fauna.
Det siges, at en hund er menneskets bedste ven. I Rio er det dog en blålig ara, der har fået æren af at være den bebrillede Lindas allerbedste amigo. Han er så tæt på sin nørdede ejerdame, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om den artige ara er mere homo sapiens end fugl. Både huslig, renlig og funktionalistisk er han blevet, da han mestrer at tilberede morgenmad, børste tænder og agere Lindas vækkeur. Den forvarende sikkerhed og kærlige fortrolighed, han mærker i Lindas ømme favntag, har skalperet de værste dyriske instinkter ud af ham – deriblandt også flyvepraksissen. Ligesom en uanvendelig stol med kun tre ben, famler også den kyske ara Blu uerfarent igennem tilværelsen på gåben i form af skarpe fugleklo. Vingerne har forsvoret sig deres tiltænkte funktion og gebærder sig nu i stedet som to alternativt formede menneskearme.
Snart finder Linda dog ud af, at Blu er den sidste af sin særprægede art, og for at imødegå artens totale forsvinden, tager Linda og Blu den lange tur til sambalandet Brasilien for at parre den generte Blu med den selvrådige Jewel. Ikke længe efter deres ankomst napper en flok gennemtænkte desperados Blu og Jewel, som kommer ud på deres livs eventyr, der byder på alt fra kleptomaniske aber, den megalomaniske kakadue Nigel og karnevalfeberens kostumerede kosmos. Lærer Blu mon at slå vingerne ud og tage springet ud i luftrummets endeløse horisonter …
Samba de Jainero
Ice Age-crewet har udskiftet istidens brrr og iskolde frostgrader med tropernes grrr og 40 graders hedeslag. Brasiliens næststørste by, Rio, lægger ambrosisk (intet mindre!) animeret kulisse til den brasilianskfødte Carlos Saldanhas sydamerikanske kinematografiske samba de Janeiro. At manden nærer en varmtfølt, inderlig kærlighed til sit eksotiske, voluptuøse land skinner igennem hele scenariet igennem. Så meget, at denne anmelder kom i tvivl om, hun var blevet inviteret til et propagandistisk, men aldeles bestikkende, turiststunt for OL-værtslandet i 2016.
Billedsiden eksploderer af et ekstraordinært sansebombardement, der beruser dig som en friskplukket buket røde roser. Filmens ganske uovertrufne farveorgie kombineret med 100 % naturren energi samt en fuldkommengjort skarpladt detaljerigdom tirrer din eros, kildrer dine sanser og booster din livsappetit. Rio er ganske enkelt som en attråværdig rejsebrochure, et ideelt postkort, en tilbedende rejsebillet, der alene i kraft af sin visuelle perfektion henfører dig sjæleligt til dette ekstravagante land og giver dig en yppende lyst til at blive der. Respekt herfra for denne brasilianske sansestimulering. Jeg er sikker på, at de brasilianske turistkontorer hujer ekstatisk over denne films generøse ageren som landets reklamemæssige udstillingsvindue, der altså har evnet at forevise (og sælge?) landet fra dets mest favorable vinkler! At filmens skabere så har garneret billedsiden med den ypperste stilistiske creme de la creme, der må gøre selv Pixar grønne af misundelse over Blus blå fjerdragt og Brasiliens regnbuefarvede farvegilde, er kun et deliciøst plus.
Historien er finurlig, men pjevset. Selvom filmens 3D-format viiirkelig tager kegler, er filmens allround personkarakteristikker magre todimensionelle papfigurer, der, indrømmet, entertainer tilpas tilfredsstillende, men altså hverken knockouter dit hjerte eller bliver dine vordende, afholdte animerede darlings. Rio saver Toy Story-universets dybde og appel samt Shrek-franchisens charme og tække. Dette er et enklere, meget enklere plot. Til tider så enkelt, at det flader så meget ud imellem de mere oppiskende, grindirrende slapsticks, at man triller tommelfingre og tripper med fodsåler. Det er som om, filmen mangler en overordnet idé med de visuelle herligheder, der i stedet mere minder om en lækkert monteret brasiliansk mixture, sovset ind i en semisjov historie med en semivægtig grundpille. Præmissen virker en anelse tam, ligesom historien syner en smule tom. Grundlæggende opøver filmen dog en munter tone, der vil kurere, i hvert fald de milde, stresssyndromer. Men glem altså alt om chikt indhyllede moraliteter og åndfuldt organiserede plotboniteter. Nope, Rio underholder og that´s it. Take it or leave it.
Filmens soundtrack er fint orkestreret med fed funk, bragende bossa nova samt naturligvis svedige samba, alt sammen konciperet af troubadouren Sergio Mendes. Det er muligvis en smagssag, men den danske, musikalske overføring efterdønner ikke optimalt, da det danske sprog og sambatakter ikke rigtigt synes at gå så rytmisk i spænd med hinanden. I samme boldgade synes de danske stemmer heller ikke veltimede i det brasilianske sansesymposium. Bevares, de går da an, men forekommer på intet tidspunkt integrerede i Rios overstrømmende filmunivers.
Konklusionen er, at Rios ”jeg piller næb” og ”du har vredet vingen på mig” – fabel får én stjerne for de momentant sjove indsprøjtninger samt to stjerner for den imponerende (!!!) billedstil …
Og så giver jeg helt ekstraordinært Gud en stor stjerne, fordi Han/Hun har været så generøs at placere Brasilien på vores planet. Gracias!
