Skriv en kommentar
I Sådan træner du din drage er formlen velkendt; barn og uhyre slutter pagt på trods – oftest af barnets ophav.
Drager og mennesker er tilsyneladende fjender; dragerne hærger menneskenes landsbyer og menneskene - slår dragerne ihjel. Det er alt sammen meget fint, indtil det lykkes den mest undertippede splejs blandt vikinger, drengen Hiccup (forrygende velintalt af Jay Baruchel), at fælde en uhyre sjælden drage (kaldet Toothless fordi den ingen rigtige tænder har) i kampens hede. Det viser sig dog, at den kun er (hale)vingeskudt, og qua sin besiddelse af mere hjerne end pandebrask formår Hiccup at designe Toothless et nyt ”agter-ror”. Det er på mange måder det sædvanlige Plej-dit-monster skemaet (”E.T.”, ”The Waterhorse” osv osv), men filmen giver det alligevel et par personlige penselstrøg.
Først giver mødet, anledning til at Hiccup kan udfolde sit eget potentiale og demonstrere, hvordan det langt trumfer sin krigerstammes samlede øksesvingeri. Dernæst formår filmen at dosere sentimentaliteten i den fremspirende fortrolighed dreng og drage imellem så tålmodigt, at den ikke ofrer dragens drabelige drage-hed til fordel for billige nutte-point. Filmen forråder med andre ord ikke sin præmis, nemlig at drager tankemæssigt er temmelig primitive og tilmed kødædere, men til gengæld besidder ret fine sanser og koordinations evner. Så vil man forsone sig med én som Toothless, er det hellere de sidste anlæg end det første, man bør forhandle med. Det gør Hiccup med Toothless, og det gør deres forhold troværdigt.
Dernæst er der ”hvis du elsker dem, sætter du dem fri ellers slår dine venner dem ihjel”-elementet, som er det billigste tårerperserkneb indenfor nævnte genre (”Free Willy”, ”Drengen og Jernkæmpen” osv.) og som nævnte film faktisk styrer ganske kyndigt forbi. Toothless handicap lader til sammenligning med andre sød-fæle filmmonstres bid og blå mærker sig ikke bare pleje på plads; Hiccup har amputeret noget vitalt på Toothless, og det er en pointe Dreamworks-folkene elegant følger til dørs. For den styreevne som Hiccup tager fra Toothless erstatter han med sig selv, og de bliver en symbiose, hvis triumf filmen hylder med nogle af de smukkeste himmelridt undertegnede endnu har set. Og Toothless demonstrere sin overlegne manøvredygtighed, hvor den nordiske forrevne uvejrshimmel og ditto klippekyster fejer svimlende forbi som vidnesbyrd på, hvad der åbenbarer sig, når den blodtørstige imperialist lægges på hylden til fordel for ydmyg nysgerrighed.
Men det er langt overvejende i det mennesketomme drageland at filme sin styrke og poesi. Her bliver den svimlende, voldsom og pirrende monstrøs. Dragernes tordenhimle og bjerghuler er medrivende, imens vikingernes indbyrdes dynamik kun dårligt virker som en hverdagens kontrast hertil. Vægten er i ubalance; man vil se dragerne og helst skaffe sig af med de irriterende Vikingebørn og deres anakronistiske snakketøj, skematiske personligheder og forcerede humor. De er påfaldende ucharmerende – også Hiccups kærlighed til drengepigen Astrid er et uinteressant postulat, fordi hun i det store og hele er det.
Og det vækker altså en politisk harme i undertegnede, for hvor er de interessante kvinder henne? Hvor er skaldesmækkerne, skjoldmøerne og sibyllerne – andet end langt, langt omme i baggrunden? Vikingerne er Asterix-arketyper hele vejen igennem, og sådan et balletkompagni holder måske som backup i 1977, men på ingen måde overhovedet som centerdansere i 2010. Det er mellem dreng og drage det opfindsomme, finurlige, ømme og nye finder sted.
Sådan træner du din Drage bliver i længden en ret faretruende balanceakt. Det er ironisk nok, når filmen puster sig op i slapstick humor og kamp-ramasjang, at den mister luften, imens den bliver vital når den stort set stumme Toothless indtager scenen, og når den sammen med Hiccup og Jon Thor Birgissons bevægende soundtrack tager os milevidt og himmelhøjt i det oldnordiske sceneri.
