Skriv en kommentar
Det er 25 år siden, den første ”Scream” film fik premiere. Den blev rost for dens spoof af gyserfilm, hvor karaktererne udmærket godt selv ved, at de selv medvirker i en gyserfilm. Ghostface-morderen var en original og fremragende twist, og der er efterfølgende udkommet fire andre film, hvor Sidney Prescott skal kæmpe for sit liv. I denne femte film træder hun dog tilbage i en birolle, og en ny generation har overtaget legen.
Ghostface vender tilbage til byen, Woodsboro, hvor det hele startede for 25 år siden. Dette mærker den unge Tara (Jenna Ortega) som et af de første ofre og søsteren, Sam (Melissa Barrera) bliver trukket med ind i mareridtet. Sammen med en gruppe teenagere, skal de forsøge at stoppe morderen, før det hele ender i en blodig massakre.
Nyt årti, nye regler. Er det overhovedet det? Vores karakterer ved udmærket godt, at de medvirker i et gyserplot. Fuldstændig lige som for 25 år siden. Den unge generation har endda fundet på en ny term – nemlig ”requels”, som hverken er en direkte fortsættelse eller en reboot, men åbenbart et plot midt i mellem. Det giver naturligvis mening, for de kan jo ikke blot gentage plottet fra de foregående film, men hvordan morderen kan blive ved med at slå til, er ikke til at vide. De må snart være løbet tør for idéer og et motiv, som rent faktisk giver mening.
Hele idéen med Scream franchisen er dens humor og dens sarkasme i forhold til gyser-genrens spilleregler. Selv nu ved de unge godt, at der er mere intelligente og komplekse gyserfilm i verden end ”Stab”, og derfor bliver det også til dels en nedgørelse af dem selv. Derfor lever filmen fortsat op til kravet af franchisen, og filmen vil højt sandsynligt tilfredsstille sine eksisterende fans. Hvis man er helt ny indenfor denne genre, vil det være svært at følge med – både i forhold til termer og karakterer.
Det er dog dejligt at se de originale skuespillere tilbage igen. Neve Campbell er stadig lige så smuk, som hun var for 25 år siden. Sammen med Courteney Cox og David Arquette danner hun trekløveren, som alle har været igennem det hele før. De har bestemt også de sjoveste replikker idet deres selvironi og til dels nedgørelse af den nye generation er meget underholdende. Replikkerne er hvad man kan forvente sig i denne genre, hvor der tilsyneladende ikke er nogen begrænsninger for, hvor mange gange, man kan sige ”fuck you” – hvilket nærmest er halvdelen af replikkerne.
”Scream” sætter forhåbentligt et punktum på den 25 år gamle franchise. Den følger sine regler og logik præcis efter bogen, og gør hvad den skal for at tilfredsstille sine fans med blod, overdrivelse og latterlige replikker. For folk udenfor franchisen kan det hele dog godt blive lidt for meget, og man sidder nærmest og keder sig til sidst.
