Skriv en kommentar
De tre piger Barbara, Nadia og Stefanie er i starten af tyverne og alle misbrugere af narkotika. De bor på en institution for at blive stoffri, hvor de keder sig. Men en dag ankommer den smukke Charlotte og hun er ikke som de andre piger. Hun er lidt ældre og har levet et fedt liv i overhalingsbanen som dyr escortpige og med masser af stoffer. Hun virker fuld af livsmod og lever efter reglen, at man selv er herre over sit eget liv. De fire piger bliver langsomt knyttet tættere sammen, og da de en dag er på vej ned til kiosken efter smøger, sker der noget uventet, og de tre piger stjæler en volvo og begiver sig afsted mod Fanø, hvor Charlotte har hemmelige planer.
Temaerne i Se min kjole handler om svigt og misbrug, men også om håbet om et bedre liv. Ingen af pigerne er i stand til at passe på sig selv, men alligevel forstår de at passe på hinanden. De giver hinanden det håb for fremtiden, som de ikke selv tror på. Pigerne er mærket af fortiden og efterladt med spørgsmålet ”Hvorfor passede du ikke på mig?”. Det er langt hen ad vejen et meget dystert tema, men på samme tid mærkes det håb, der lader nogle undslippe deres tragiske skæbne.
Springturen danner rammen om en række bekendelser for pigerne, som alle er blevet misbrugt eller svigtet på den ene eller anden måde i livet. Fortællingen er bygget op over en klassisk roadmovie-struktur, hvor karakterernes åndelige rejse mod et bedre liv, afspejles i den fysiske rejse mod vest – mod lyset, langt væk fra byen og den smertefulde fortid. Netop lyset er værd at bemærke i filmen, som viser mange naturscenerier af havet badet i gult sollys, mens de fire piger krydser den ene bro efter den anden. Dermed er Se min kjole også en meget smuk film, som har noget på hjerte, også i sit billedsprog.
Hovedpersonen Charlotte spilles af Stephanie Leon (Bagland, Råzone), og hun er perfekt til denne rolle som antihelt. Charlotte er ligesom de andre piger blevet misbrugt, men hun griber til handling og forsøger at hjælpe sig selv og de andre til et bedre liv. Hun er den hovedperson, man straks fatter sympati for til trods for hendes utraditionelle metoder. Men undervejs fornemmer man, at der gemmer sig noget under den livsglade overflade, og pludselig er det hende selv, der får brug for hjælp. Skuespilpræstationerne er gennemgående rigtig gode, og ikke blot af Stefanie Leon, som efterånden har spillet samme slags rolle nogle gange, men også Malou Reymann i rollen som den indesluttede Barbara, leverer en imponerende præstation.
Joof bevæger sig i Se min kjole over i en langt renere dramatisk genre, i forhold til hendes tidligere film (En kort en lang 2001, Oh Happy Day 2004, Fidibus 2006), hvor hun ligeså meget gør brug af komikken. Se min kjole er betstemt ikke humorforladt, og indimellem skinner Joofs komik igennem blandt andet ved hjælp af pigernes sarkastiske bemærkninger og gadesmarte dialog, som gør at filmen ikke bliver tung. Men Joof opfinder hverken en unik genre eller en unik historie, og filmens hovedattraktion er stadig fascinationen af bad-ass pigen, som i høj grad skyldes Stephanie Leons præstation i netop den slags roller. Men selvom brugen af klicheer i øjeblikke er overdøvende, så har filmen stadig en vedkommende historie at fortælle, som til tider kan fremkalde en klump i halsen.
Hermed er der med Se min kjole lagt op til endnu en succes fra Hella Joof, der viser, at hun ikke blot mestrer det komiske, men sandelig også tør at gå i krig med det tragiske.
