Skriv en kommentar
Først hører vi lyden af en person, som humper, så toner det lidt grynet og mørke billede frem i filmens åbningsscene. Den unge kvinde Erika (spillet af Lea Drinda) humper usikkert afsted på krykker hen over det knirkende gamle trægulv på familiegården i Nordtyskland. Imedens råber hendes faders stemme kommanderende på hende. Et close-up af hendes knæ viser, at hun blot har snøret det ene ben op under kjolen for at mærke på egen krop, hvordan man gebærder sig med et amputeret ben. Krykkerne tilhører hendes onkel Fritz (spillet af Martin Rother). Instruktøren Mascha Schilinski foregiver i første ombæring, at Fritz mistede det ene ben i krigen og lader ane, at den unge Erika har en erotisk nysgerrighed og tiltrukket af onklens nøgne letpåklædte krop, mens han ligger og sover. Inden det udvikler sig, bliver hun kaldt ud for femte gang for at fodre grise.
Straffen er ingen ord, men en syngende lussing og vi kan nærmest ‘mærke’ gennem lærredet, hvor hårdt faderen slår, at hendes ansigt vendes direkte mod kameraet og den første rumlende lyd tager fat. Herfra bliver den rumlende lyd et fast tema og et dominerende lydbillede, hver gang vi hører de fire kvindelige protagonisters skam og ubærlig smerte rumle fra dybet af deres inderste følelsesregister, mens de stirrer direkte på os og igennem os uden ord.
Kameraet og både den unge og ældre Alma er tætforbundet via deres fælles nysgerrighed og modighed. Som otte-årig går hun på opdagelse i den gamle gård og udspionere og kigger gennem nøglehullet og ser ting og dysfunktionel adfærd, som hun ikke forstår. I en tidlig alder forstår Alma, at hendes store familie bruger mere tid på at mindes de døde end på at bevare en sund livsgnist med fokus på dem, som er i live. Hun klædes i en sort kjole, som hun har arvet fra sin afdøde søster ved samme navn til Allesjæles Dag, som er en katolsk mindedag den 2. November for alle afdøde.
Filmens episke fortælling som spænder over fire generationer flyder ubesværet og nærmest med en hjerterytme til at holde takten sammen med de helt utrolige smukke fotografiske, stilleben-agtige billeder i form af scener med kun de nødvendigste replikker og de til tider filosofiske indre monologer, som kvinderne fører med sig selv inde i deres hoveder. Historierne griber elegant ind i hinanden med flashbacks uden at vælte eller bebyrde hinanden, samtidig med at plottets afsløring skubbes helt hen i filmens mystiske rå slutning.
Filmens fortælling kan inddeles i fire tidsperioder. Før 1. Verdenskrig, tidsrum under 2. Verdenskrig, tidsrum i 80’erne og i vores digitale tid, hvor de unge piger har Apples earpods, men der er ingen præcise datoer angivet. Tidslinjen bliver ved med at slange sig og skifte og persongalleriet og de kvindelige protagonister driver ind og ud. På den måde flettes deres skæbner sammen og de kan ‘mærke’ traumer, smerte og rædsler fra de andre, både forud og bagud i tid.
”Se mod solen” kan sammenlignes med den østrigske filminstruktør Michael Hanekes film ”Det hvide bånd” (Das Weisse Band) fra 2009. Han portrætterer en hel landsbys vrede omkring 1910, som viser sig at føre til 2. Verdenskrig. Schilinski finder det mere nyttigt at fokusere på en gammel gård og familien som mikrokosmos til at fremføre sine budskaber om synder, vold, misogyni, incestuøse relationer, hvor skyld, tabu, skam og undertrykkelse forbliver uændret på tværs af de fire generationer. Som en af de unge kvinder tilstår til kameraet, så glemte disse generationer, hvordan man griner.
