Skriv en kommentar
Med ”Wonder Woman” (2017) og ”Aquaman” (2018) fik DC’s cinematiske univers (DCEU) genoplivet sig selv med to virkelig underholdende film. Efter en ujævn start med ”Man of Steel” (2013) og de udskældte ”Suicide Squad” og ”Batman vs. Superman” (2016), var en genoplivning bestemt også nødvendig, hvis den synkende skude skulle vendes på hovedet. Mest øjensynligt var det, at tonen i DC’s film tog en radikal drejning fra at være mørke og triste til rent faktisk at indgyde håb og humor. Desværre kunne de ikke nå at ændre så meget på ”Justice League” (2017), som var søsat af Zack Snyder inden han gik af som instruktør, og blev erstattet med Josh Whedon (bl.a. instruktør af ”The Avengers”). Derfor blev dette den hidtil sidste skuffelse fra DC pga. ufærdig CGI, en sløset historie og en forvirret tone. Men lysere tider præger nu DC og deres fans takket være den nye strategi, og ”Shazam!” er bestemt ikke nogen undtagelse.
Forældreløs superhelt
Den 14-årige Billy Batson blev forældreløs, da han blev væk fra sin mor som lille. Siden da har han levet hos adskillige plejefamilier, som han dog er stukket af fra i håb om at lokalisere sin rigtige mor igen. Da han på ny bliver tildelt en plejefamilie bliver han venner med sin nye handicappede plejebror, Freddy, som han tilmed redder fra de lokale bøller. Imidlertid bliver Billy opsøgt af en ældgammel troldmand, der søger en ren og værdig sjæl, der kan arve hans magiske kræfter – og med ét bliver Billy forvandlet til en superhelt. Livet er skønt som superhelt, og både Billy og Freddy morer sig gevaldigt med at teste diverse kræfter af, men glæden bliver hurtigt erstattet af fortvivlelse, da en magtfuld superskurk, Dr. Thaddeus Sivana, erklærer Billy/Shazam! for sin nemesis.
Coming-of-age møder superheltegenren
Historien trækker tydeligt på inspiration fra coming-of-age genren, og det er da også aktuelt, da Billy går fra at være 14-år til en fuldvoksen mand i superhelteskikkelse blot ved at sige ordet ”Shazam”. Det er noget nær det sjoveste i filmen, når Billy skal forsøge at virke overbevisende som en voksen mand, der skal købe øl for første gang. Eller når han bare vil ind og have gratis hotwings på en stripbar, og kommer ud med et benovet blik i ansigtet – hvad har man ellers superkræfter til? Scenerne mellem Levi og Glazer, som hhv. spiller Billy (Shazam-udgaven) og Freddy, er fuldt ud troværdige, hylende morsomme og ofte oprigtigt rørende. Levi er som skabt til at spille en 14-årig og Glazer, der var en scenestjæler i gyserfilmen ”IT”, er med sine rappe replikker og velplacerede sarkasme vidunderlig som Freddy.
Kedelig skurk
Det er dog ikke alt som den svenske instruktør David F. Sandberg rammer rent i ”Shazam”. Skurken Sivana (spillet hæderligt af Mark Strong) og hans uinteressante baggrundshistorie er filmens svageste punkt. Efterhånden er det blevet sådan at en superheltefilm står og falder med sin skurk, men heldigvis er ”Shazam!” en undtagelse grundet dens familievenlige og underholdende tone. Sandberg, der primært har instrueret gyserfilm leger desuden også kælent med en masse CGI monstre, som er flot designet, men i sidste ende også kedelige. Den manglende pondus fra Shazam’s onde modstykker gør derfor også at filmens spænding lider skade af dette. Børn og forældre vil dog formentlig elske, at man ikke er i tvivl om at heltene vinder til sidst.
Med prisværdigt sammenspil mellem Levi og Glazer og en sød og rørende historie, er ”Shazam!” en glimrende fornøjelse som både kan nydes af drengerøve, fans af tegneserien og familier.
