Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Tilbage i 80'erne var Smølferne et yndet mål for skolebibliotekets hungrende poder. Man nærmest kappedes om at få fingre i tegnserierne om de små blå væsner med de hvide nathuer. Hvis man havde adgang til andre kanaler end de landsdækkende, så kunne man opleve dem som tegnefilm. Og så var der jo de herlige plastic-figurer som var tidens store samlermani. Alt var bare bedre da man var barn...
I 2011 dukkede der en aldeles ligegyldig og intetsigende animeret spillefilm op, og gudhjælpemig om ikke man sidste år genoptog ”succes'en”. Det hyggelige smølfeunivers med en landsby dannet af paddehatte, er skiftet ud med storbyens pulserende liv. Det sker fordi den onde troldmand Gargamel (Hank Azaria) har taget Smølfine til fange i byernes by, Paris, hvor Gargamel er et idol for byens borgere grundet sin store evne til at lave enestående tryllenumre. Ingen fatter mistanke til hans lumske planer, lige bortset fra Gammelsmølf og en række smølfer, som rejser til Paris for at stoppe Gargamel og få Smølfine sikkert med hjem.
Ja, du får det ikke mere simpelt. Det er vist en handling vi alle kan forstå, og et særdeles spinkelt grundlag for at skyde en 2'er af. Hvem sagde simpel mo(host)ney(host)making. Helt ødelagt er også grundvisionen i Peyo's (skaberen) streg, da vi er så 2013-agtige som overhovedet muligt. Facebook og YouTube spiller en rolle i Gargamels tilværelse. Altså, det er jo intet mindre end en skandale! Børnene, som filmen er henvendt til, fatter næppe mistanke. De sluger desværre alt råt, og opdager ikke når de bliver snydt ved højlys dag, med diverse product placement og andet lavbenet financiering af diverse franchises. Så inden du læser videre, så kan du være helt sikker på at samtlige unger fra 6-12 år vil elske de små blå. Ja, og sikkert også Blue, som sønnen til Patrick og Grace (smølfernes menneskevenner), hedder. Altså hvor slibrigt og åndsfraværende kan det snart blive?
Jeg har såmænd intet imod smølferne, bortset fra det ideforladte team som står bag denne produktion. At smølferne skal udsættes for interageren med mennesker er omtrent lige så tåbeligt, som hvis vi smed Gandalf ombord på Titanic, eller puttede Bridget Jones ind i Star Wars. Jeg forstår bedre og bedre hvorfor Danmarks fem største medier alle havde Smølferne 2 blandt de 5 film i 2013 som havde fået færrest stjerner. Her er pruttehumor (leveret af ellers standhaftige Brendan Gleeson – In Bruges, The Guard, Harry Potter), dårlig CGI og et bovlamt eventyr strukket ud på 7 kvarter, fyldt med utidige og pinagtige indslag. Og så er smølfernes stemmer leveret af værste kliché-skuffe, således at Smølfine spilles af sukkermusikeren Katy Perry, mens den tidligere basketball-stjerne Shaquille O'Neal også leverer en brovten stemme til en smølf. Der er samlet set så mange grufuldheder i kø, at filmen ikke kan komme uden om en absolut kæberasler. Nej tak til flere film fra Raja Gosnell, manden bag Alene Hjemme 3 (uden Macauley Culkin), Scooby-Doo-filmene, Beverly Hill Chihuahua og den slags losseplads-materiale.
Apropos materiale, så er der, underligt nok, meget mere at hente på filmens bonus-materiale. Her kan du lære mere om hvordan man har animeret Azrael (Gargamels kat), du kan se fraklippede scener, få historien om de to fræklinger Hackey og Vexy og meget meget mere. Havde man dog blot gjort mere ud af selve filmen, for dette er lidt den omvendte verden. Næste gang du køber en pose slik, så prøv at spise slikket først, og bagefter spiser du så den tomme pose. Hvis det viser sig at posen smagte bedst, så ved du hvad jeg mener i denne sammenhæng... Smølferne 2 dumper med et brag! La, La, La, La, La, La...
Universal Pictures.
